59 / 484
Zoéga blev da i en Række af Aar Thorvaldsens Lærer og Op
drager.Den unge Kunstner var anbefalet til ham af en af sine Velyndere
o
O
i Kjøbenhavn, den i sin Tid som Oldgransker højt ansete Professor, senere
Biskop Friedrich Munter, og blev modtagen med Venlighed af den udmærkede
lærde.
Denne gav ham strax det Raad, ikke for det første at tage fat
paa noget Arbejde, men hellere bruge Tiden til at se sig om mellem Roms
Kunstskatte; selv viste han ham omkring i Samlingerne, idet han overalt
søgte at aabne hans Øjne for de enkelte Værkers Betydning, Karakter og
Værd. En ublandet Fornøjelse vare disse Vandringer mellem Oldtidskunstens
Frembringelser imidlertid ikke for nogen af Deltagerne.
Begge maatte de
beklage, at en stor Del af de Statuer og Relieffer, der hidtil havde prydet
de romerske Gallerier, nu vare unddragne deres Studier; mange af dem vare
allerede kort efter, at Franskmændene havde gjort sig til Herrer over Rom,
ranede og førte til Paris; andre stode endnu i Sommeren 1797 indpakkede
i Kasser og ventede paa Lejlighed til at komme afsted.
Og en særlig
Ærgrelse havde Zoéga under disse Besøg i Samlingerne af at opdage, hvor
blottet for de nødvendige Forudsætninger til Forstaaelse af Kunstværkerne
hans unge Lærling havde givet sig ud paa Rejsen; aabenbart har han taget
sig hans Uvidenhed nær i samme Forhold, som han skjønnede paa hans
Talent.
»Thorvaldsen kom hertil,« skriver han i Begyndelsen af December
1797 til Munter, »i højeste Grad uvidende i alt, hvad der ligger uden for
Kunsten. Det er meget ilde betænkt at sende et Menneske saa raat til
Italien, hvor han maa spilde en Mængde Tid paa at lære Ting, som han
ikke kan undvære, naar han skal have den fulde Nytte af sit Ophold her
nede, og som han kunde have lært lettere og hurtigere før Rejsen. Uden
at kunne et Ord Italiensk eller Fransk, uden den ringeste Kundskab i
Historie og Mythologie — hvordan skulde det da være muligt, at en Kunstner
kunde studere her, som han burde? Havde han Kundskaber, saa fik det
maaske være med Sprogene, eller hvis han havde Herredømme over Sprogene,
saa kunde han her faa Bøger at lære noget af; men savner han begge
Dele, saa er han om en Hals og véd ikke, hvordan han skal tage fat. —
Jeg forlanger ikke, at en Kunstner skal være Videnskabsmand; det vilde jeg
ikke engang synes om; men en Slags dunkelt Begreb maa han dog i det
mindste have om Navnet paa og Betydningen af de Ting, han ser.
Det
andet kan han bøde paa ved at omgaas Videnskabsmænd; men naar man
34
/