54 / 484
paa Beslutningsenergie og Foretagsomhed, der i Ungdomsaarene prægede
hans Væsen. Sikkert er det, at han først den 28nde Februar løste sit Pas,
og at han blev i den dejlige Middelhavsby endnu nogle Dage derefter. Saa
brød han endelig overtvært og gik med hastig Befordring til Rom, hvor
han holdt sit Indtog den 8nde Marts 1797.
Som bekjendt kaldte Thorvaldsen i sin mere fremrykkede Alder
den 8nde Marts sin »romerske Fødselsdag«, og det er jo ikke vanskeligt at
forstaa, hvad han dermed har ment; i Rom smeltede, som han selv udtalte,
»Sneen bort fra hans Øjne«; først her aabnedes de ret ved det Lys, der
straaler ud fra den antike Kunsts udødelige Skikkelser. Men man vilde dog
tage meget fejl, hvis man troede, at denne »Smeltningsproces« gik for sig
som vel et Trylleslag.
Mirakler vare ikke mindre sjældne i selve Pavens
»evige Stad« end i »Kongens Kjøbenhavn«, og det fortjener af mere end
én Grund at understreges, at der mellem Thorvaldsens første Optræden i
Rom og den Dag, da han lagde den fuldendende Haand paa sit tidligste
virkelige Storværk, hengik en Tid af ikke mindre end sex Aar.
I et Brev til Hjemmet kalder Kaptajn Fisker den unge Thorvaldsen
»en doven Hund«.
Udtrykket er maaske i sig selv for strængt eller dog
fremkommet paa Grundlag af en noget ensidig Opfattelse, men lige saa
sandsynligt, som det er, at Thorvaldsen i de første Aar efter sin Afgang
fra Kunstakademiet drev megen Tid hen — det ringe dal af bevarede eller
omtalte Arbejder fra denne Periode tyder derpaa — , lige saa vist er det,
at han endnu længe efter, at han havde taget Ophold i Rom, kun havde
udrettet saare lidet som Billedhugger. Dette har vel sin naturlige Forklaring
i noget andet og mere end »Dovenskab«.
Ganske vist har
1
horvaldsen i
sine unge Dage været en temmelig indolent Person; »flittig« i dette Ords
almindelige Betydning blev han først, da han i al Ro og Mag havde klaret
sig sine Idealer, havde fundet sin Stil og faaet en Formopfattelse ind, dei
nogenledes kunde tilfredsstille de Krav, han stillede til sig selv.
Han har
sikkert selv troet, enten at han var »doven«, eller at han »studerede«.
Sandheden ligger i Midten. Han har ikke følt Drift, umoden, som han var,
og med den store Kunst for Øje, til at tage fat paa noget selvstændigt
Arbejde; saa driver han om i Samlingerne, modtager Indtryk, tegner lidt
on Gang imellem, lives op i Selskabelighed og i smaa erotiske Forhold og
modnes uden egentlig at bestille noget.
Det er maskeret Dovenskab eller
maaske snarere maskeret Flid.
Thorvaldsen har rimeligvis 1 sine første