58 / 484
33
lært uden for sit Fag. Kundskaber manglede han fuldstændig, han skrev sit
Modersmaal med største Besvær og kjendte intet til fremmede Sprog. At han
saaledes næppe vilde været i Stand til at klare sig uden Hjælp, er indlysende;
en saadan blev ham imidlertid i rigeligt Maal til Del; mest kom den fra Zoéga.
Georg Zoéga, der var Søn af en sønderjydsk Præst og født den
2onde December 1755, havde dels ved Universiteterne i Gottingen og i Kjø-
benhavn, dels og fornemmelig i Rom, hvor han med korte Mellemrum levede
fra 1785 til sin Død, 1809, uddannet sig til en fremragende Kjender af
Oldtidens Kultur og Mindesmærker. Oprindelig var Ægyptologien hans
Hovedfag, og af hans betydeligste Værker omhandler det ene en Række
gammelægyptiske Mønter, et andet Obeliskerne; senere var det den historiske
og kritiske Betragtning af den græske og romerske Kunst, der stærkest
optog ham, og som Kunstarchæolog stod han ved Slutningen af det attende
og Begyndelsen af det nittende Aarhundrede højere end nogen anden af
Tidsalderens Videnskabsmænd.
Zoéga var ikke, som saa mange af sine
navnkundige samtidige, en stuelærd, der naaede frem til sine lheorier og
Idealer væsentlig ad Spekulationens Vej; sine Studier gjorde han paa første
Haand og saa fordomsfrit, at Resultaterne overalt bleve fuldt ud hans egne.
Inderlig begejstret, som han var, for den græske Plastik, saa han i denne
den højeste Skjønhedsaabenbaring, men heraf forlededes han ingenlunde til
at billige den ligefremme Efterligning af de gamles »Stil«, Kompositions-
maade og Formgivning, der paa hans Tid dyrkedes af saa mangfoldige
Kunstnere og lovpristes i saa høje Toner.
For Naturstudiets Værd havde
han et aabent Øje, og fuldt vel forstod han, at Antikens Betydning for den
fremadstræbende Kunstner nærmest maatte være den, at den gav ham ct
friere, sundere og finere forstaaende Blik for det skabte i al dets Herlighed
og oprindelige Uskyld.
Antiken skulde være en manende Vejleder foi de
unge, skulde aabne deres Syn og lutre deres Sans, men aldrig blive dem
en despotisk Fører, i hvis Spor der skulde trædes med slavisk Nøjagtighed,
aldrig en Tyran, der paatvang dem en for den fremskredne lid unaturlig
Følelsesart og Opfatning. Kjernesund, rig paa Lærdom, højt udviklet,
alvorlig og dog human som Kunstdommer, klar i sin Udtryksmaade
hvad
Under da, at Zoéga fik en betydelig Indflydelse paa de bedste af de Kunst
nere, der paa hans Tid levede i Rom, og at han særlig maatte komme
at virke klarende og befrugtende paa den unge Dansker, i hvem han sa
^
af ridens rigeste Muligheder, og som selv kom til ham fuld af
1
illid o&