64 / 484
39
Afkald paa Resterne af sin verdslige Magt, blev bortført, først til Toscana,
senere til Frankrig. Alt var i Rom Forvirring og Opløsning, rundt omkring
i Byen plyndrede Franskmændene; Gaderne vare usikre. En Tid tilbragte
Thorvaldsen som Gjæst i Zoégas Hus, men gik dog jævnlig til sit Atelier
og arbejdede. I Januar havde han tilmeldt Akademiet i Kjøbenhavn, at han
havde gjort Udkast til en Gruppe, Bacchus og Ariadne (Afbildning S. 32),
som han nu agtede at udføre og sende hjem; den blev i Løbet af Foraaret
modelleret i omtrent to Fods Højde og støbt i Gips. Helt færdig var Ler
modellen ikke, da den blev afformet; Thorvaldsen led netop paa den Tid
haardt af Feberen, saa han ikke var i Stand til at lægge den sidste, fuld
endende Haand paa Værket, og da Leret begyndte at tørre, saa der var
Fare for, at Gruppen skulde sprække og falde fra hinanden, lod han den
støbe, som den var. Afstøbningen blev tillige med et Brev, hvori der gjordes
Undskyldninger for dens Mangler, samt med Rothes Buste i Marmor afsendt
i Juni 1797, men paa Grund af tilfældige Omstændigheder kunde den først
i September 1799 fremstilles i Akademiet
Hos dettes Professorer og Med
lemmer vandt det lille Kunstværk imidlertid betydelig Anerkjendelse —
næppe dog mere, end det fortjente.
Bacchus og Ariadne er et talende Vidnesbyrd om, hvor stærkt
Thorvaldsens Udvikling havde taget Fart i den korte Tid, han havde tilbragt
i Syden — i Omgang med Zoega og med de antike Mindesmærker. Gruppen
er bygget op med en Sans for kunstnerisk Sammenslutning og Omhu, som
næppe noget tidligere komponeret dansk Kunstværk — enkelte Ting af
Abildgaard maaske alene undtagne; de prægtige Anlæg, der i saa Henseende
havde givet sig Udslag allerede i »En Moder med sine to Sønner«, ere her
fuldt ud komne til deres Ret.
Situationen er given med fuldendt Klarhed
og Ro — en ren Idyl: Hun, den forladte Elskerinde, har fundet Trøst og
Hvile i den miskundelige Guddoms Favn; de sidde nær hinanden paa en
Klippeblok med Bacchusdyrkelsens Attributer, Thyrsosstaven og Cymblerne,
for deres Fod; han har lagt sin Højre om hendes Liv, hun hviler Hovedet
op til ham og rækker den venstre Arm med Vinkanden bag om hans Ryg
for at skjænke i hans Bæger.
Kunstneren er i dette Værk naaet langt ud
over, hvad man i hans Hjemstavn havde stræbt at lære ham i Retning af
oppustet Grandiositet og paatagen Ynde; nu er det Gjenklangen af den
gode Aands Vingeslag, der toner.
Man har idelig og idelig gjentaget, at
det var med den flere Aar senere fuldendte Jason, at Gjennembruddet hos