102 / 183
102
Walker, Andreas Nielsen og Justitsraad Wexelsen samt Mæglerne Wessely og Hyllested. Af
Repræsentanter for det svundne Aarhundredes store Handelshuse bemærker vi kun Komiteens
Formand Erich Erichsen.
Paa et for den københavnske Handel saare kritisk Tidspunkt var det, at Grosserer-Societetets
Komite traadte i Virksomhed.
Den før saa blomstrende Handelsby var ganske som lammet: Pakhusene stod tomme, Livet
i Havnen var ophørt, Handelsflaaden delvis tilintetgjort, de store Handelsformuer tabte. Det ene
Handelshus efter det andet havde maaltet standse sin Virk
somhed; ikke mindre end 64 Grossererfirmaer gik Fallit i
Aarene 1816—1820, og medens Tallet paa kontingentydende
Grosserere i 1818 udgjorde 230, sank det det følgende Aar
til 191. Sørgelige var ogsaa Fremtidsudsigterne for den
københavnske Groshandel. Efter Verdensfreden blev den
i den store Konkurrence om den oversøiske Handel som
Spurven i Tranedans, sit betydelige norske Marked tabte
den, og de Begunstigelser, der havde støttet Hovedstadens
Handel paa Købstædernes og Landets Bekostning, var for
en stor Del ophævede eller blev hævede i Løbet af de føl
gende Aar. Dette gjaldt saaledes Eneretten paa Kolonial- og
Sukkerimporten og Begunstigelsen som Stemplingsstedet for
G rosserer Erich Erichsen, f. 1752, d. 1837.
,
importerede Manufakturvarer. Yderligere umuhggjorde Told-
paalæg og da navnlig Øresundstolden Hovedstadens før saa betydelige Transithandel og førte
denne lige i Armene paa Hamborg, der i en lang Aarrække skulde komme til at dominere den
danske Handel. Hvor trange Tider København maatte gennemgaa, ser man bedst af dens Folketal,
der fra 100,000 i Aaret 1800 kun steg til 120,000 i 1840, medens Landets Folketal forøgedes med
V5 og Købstædernes med 3/s. Omkring 1840 var Drægtigheden af den københavnske Handels-
flaade kun halv saa stor som omkring 1800, medens Provinsernes var stegen til det dobbelte.
Under disse vanskelige Aar, hvor Storhedsdrømmene maatte lægges til Side, og hvor det
navnlig gjaldt om at søge Handelen lettet for dens trykkende Baand og koncentrere denne om
den indenrigs Handel samt Eksporten af Landets egne Produkter og Importen af dets Forbrugs
varer, udførte Grosserer-Societetets Komite et stort og energisk Arbejde.
Standsfølelsen fik ogsaa sit Udslag i disse Aar ved Oprettelsen af Grosserer-Societetets
Understøttelsesfond, der stiftedes i 1831 paa Foranledning af C. J. Hambro & Søn, P. C. Knutzon
og C. Rønnenkamp, og som i de forløbne 83 Aar har udrettet overmaade meget godt. Blandt de
oprindelige Bidragydere til Fondet, der Aar for Aar gennem den lange forløbne Tid har støttet
dette, finder vi endnu enkelte Firmaer som Hambro & Søn og Moses
&
Søn G. Melchior.
Som Formand for Komiteen fungerede 1817—1833 Erich Erichsen, 1833—1842 Fr. Tutein
og fra 1842 L. N. Hvidt.
Ovenfor er omtalt, hvorledes Regeringen ved Reskriptet af 23. April 1817 havde forbeholdt
Administrationen det endelige Valg af Komiteens Medlemmer samt af dennes Formand. Uagtet
Societetets Indstillinger i saa Henseende stedse var fulgte, tilfredsstillede denne Ordning ganske
naturligt hverken dette eller Komiteen.
I sit Andragende af 14. Februar 1842 til Kommercekollegiet udtalte Komiteen saaledes: