58 / 183
58
delsmænd skulde indskrænke sig til at bære Fløjls-Kjortler og anden ærbar Dragt af Silke, Grov
grøn, Tersenel, Ferandin, Taft og anden slet Silketøj, som gjordes her i Landet, saa og alle Slags
ostindiske Silkevarer, som kom hid med Kompagniets Skibe; de maatte derhos bære Pelsværk
af Los, Maar og Graaværk og Ringe af 100 Rdlr.s Værdi, medens andre kun maatte bære glatte
Ringe. 13. Juni s. A. blev denne Klædedragt dog ogsaa tilladt andre fornemme Folk i Landet, i
Særdeleshed Borgerne i København — dog ikke dem, der ernærede sig ved Haandværk eller Høkeri.
De kongelige Forordninger blev imidlertid ikke strengt haandhævede, og ikke mindst fulgte
den københavnske Grosserer de vekslende franske Moder. Paa Frederik IV’s Tid, c. 1725, ser vi
ham saaledes udstyret: glatbarberet med Paryk og Kaarde og den trekantede opbræmmede Hat.
Frakken var foroven stramtsiddende med vide udstaaende For- og Bagskøder, Ærmerne havde
Opslag, der var kantede med Kniplinger. Frakkens Farve var højst forskellig, lige fra den sorte
til den perleagtige; ofte var den overbroderet eller bebræmmet og skrammereret med Guld eller
Sølv-Galioner. Dertil kom den elegante Brokades-Vest, Fløjelsbukserne og de lange Silkestrømper.
Overfor al denne Pragt forstaar man godt den jydske Proprietærs Indignation, da han den 11. Juni
kom paa Børsen og i Stedet for at opnaa at faa sine Penge »fik ej andet end revne Strømper af
Kaarder og Lysespid, som man stak mig i Benene med. Det er mare ingen Børs længer, men
en Assemblix eller en Fægteskole. Købmændene udi Engeland skulde føre sig saadan op og
komme op og med Kaarder ved Siden paa Børsen«.
Blandt de Børssøgende træffer vi nu ogsaa Jøderne, der allerede da synes at have taget
Del i de livlige Penge- og Vekselomsætninger, som Børsen var blevenCentret for.
Christian V’s danske Lov 3—20—1 foreskrev: »Ingen Jøde maa sig her i Riget begive eller
sig finde lade uden Kongens særdelis Lejdebrev«. 1726 fandtes dog her i København 65 bosid
dende jødiske Familier, og i Tiden 1700—1730 var der meddelt 64 Jøder kongelig Tilladelse til
at nedsætte sig. De fleste af disse ses at have søgt og opnaaet det saakaldte Jødeprivilegium,
der gav Ret til Pengeomsætning, Handel med Juveler, Klæder m. m., andre erholdt dog særlige
Næringsadkomster, saaledes ogsaa som Købmænd og Galanterihandlere.
Som Eksempel paa den Ængstelse, de Handlende havde overfor Jøderne, og paa de Van
skeligheder og Fordomme, disse havde at kæmpe med, kan her nævnes Oldermandens Udtalelser,
da Jøden Levin Isak Wallich 1725 søgte Optagelse i Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet: »man
har endnu intet Exempel i den ganske Kristenhed paa, at man har forundt en Jøde en aaben
Bod uden alene Monsieur Spejer her i København, som har faaet Privilegium paa at holde en
Galanteribod i sit Hus, hvilket strækker sig saa vidt, at han nu ikke alene handler med alle-
haande Varer men endog med Brokade og rige Veste og sandelig derved har tilføjet de Kristne
ikke ringe Skade«. Dog tilføjer Oldermanden efter sin nedsættende Omtale, »vi tale ikke om de
gamle Jøder, der have nedsat sig her med kgl. Tilladelse og hidtil ernæret sig med Redelighed«.
Det, han ønskede at forebygge, var, at der ikke kom for
mange afde nye,»at de ikkeskulde
drive alle Kristne ud af Staden og fra Huus og Gaard«.
Hvad der ogsaa bidrog til at svække de jødiske Handlendes Position, var deres indbyrdes
Stridigheder. Ofte førte de Retssager med hinanden om rene Bagateller: Ifølge Byfogedregnskabet
for 1708 kan saaledes nævnes, at Josef Mejr Levin idømtes en Bøde af 3 Lod Sølv, fordi han
paa Børsen havde knipset Ruben Furst paa Næsen.
Vender vi os fra Børsen til dens Omgivelser, da ser vi, at den havde faaet nyt og fornemt
Genboskab: den mægtige Kancellibygning, der opførtes 1716—1721, og de tvende Palaiser, Anna
Sophie Reventlows Gaard, der 1709 indrettedes af Frederik IV til Bolig for Grevinde Schindel og
1722 overlodes Anna Sophie Reventlow, for 1730 at overgaa til Postamtet, og den Lercheske