174 / 180
Hurtigt havde hver et Hug, og lige iltre
efter at sejre, faldt vi ud paa én Gang. Jeg
fik vistnok det første Hug, men da vor Lærer,
Kaptejn Hansen af Livjægerne*), vilde, at jeg
skulde vinde, forsikrede han Kongen i aller-
dybeste Underdanighed, at begge Hug faldt
samtidigt, hvorpaa Hans Majestæt allernaadigst
resolverede, at Kampen skulde fortsættes.
Nu galdt det. Jeg havde Stemningen for
mig, men var træt, og da min Modpart mødte
med hele sin Krops Styrke, vilde han lig en
Maximus Cunctator trække Striden i Langdrag,
for, efter helt at have udmattet mig, at staa
som Sejerherre.
Da det gaar op for mig, tager jeg mig
sammen, og i et rasende Udfald smælder ham
en paa Siden af Hovedet, saa hans Hugge-
maske ryger af og lægger sig loyalt foran
Fødderne af Majestæten, som ler og pruster
til den sejrende, men helt ud i Sokkerne matte
Teaterhelt.
163
*) Det Korps, der nu er ifærd med at opstaa fra Gravens
lange Hvile under Oberst Ahrenholz.
1 1
*