169 / 180
i
5 8
rende ins blaue hinein, da je g , som om man
havde givet mig én paa Hovedet, kom plat
ned paa Jorden ved Wulffs: «Hvad Satan
staar han dér og gaber efter?»
Weyse, hvis Spil sluttede hendøende, blev
halv forskrækket, de andre lo, jeg vaagnede,
og det endte med, at Wulfif under Selskabets
Bifald bød mig komme tilbage, naar jeg var
færdig oppe paa Salene. —
I April
1837
bestod jeg endelig Officers-
Examen tillands, men kun lige netop. Da
Wulff havde oplæst alles Karakterer, viste han
mig den Artighed endnu engang at nævne,
hvor meget, eller rettere, hvor lidt, jeg havde
faaet, idet han spurgte, om jeg forstod ham.
I halvfemte Aar var jeg Præliminarist og
i halv ottende Kadet, et akademisk Liv paa
tolv Aar, af hvilke lidt over to paa Søen.
Men hvad havde jeg lært? Med Undtagelse
af Sømandsskab, Navigation og Gymnastik intet,
trods de mere end tusend Timers Undervisning
i hvert Fag.
Jeg skal blot nævne Tegning og Dans.
Med Blyant havde jeg kopieret Preislers Fi
gurer, Raphaels Madonnaer med Sortkridt og