168 / 180
157
Forresten var han ikke saa anerkendt,
som Nutiden har Grund til at tro. Folk havde
den Gang lige saa lidt som nu Højsind nok
til at udtale en Ros helt ud. Fandt man hans
Tanker smukke, var det galt med hans Maade
at fremstille dem paa, og han blev heglet godt
igennem, fordi hans Retskrivning ikke var bibel
fast efter Molbech.
Navnlig generede de store Begyndelses-
Bogstaver ham, men han havde altid en eller
anden elskværdig Undskyldning for sine Fejl
tagelser. Engang skrev han Hund med lille
h. Da man foreholdt ham det, sagde han
meget fornøjelig: «Ja men Kære! Hunden
var saa lille.»
Vinteren gik dog mest med at læse, og
efter Nytaar var jeg kun én Gang ude, og det
var hos min Chef. Da je g som vagthavende
en Aften henimod syv kom ind til ham med
Meldebogen, sad han midt imellem lutter Skøn-
aander, der aandeløse lyttede til Weyses Fan
tasier paa Klaveret.
Inden for Døren slap jeg, men heller ikke
mere. Betaget som alle de andre af Weyses
Flugt mellem Himmel og Jord, stod jeg stir-