165 / 180
154
Da der ikke var noget ivejen, hverken
med Hoved, Hals eller Ben, kom vi hurtigt i
Orden. En Slave red Hesten nok saa statelig
hjem til Kadetternes store Fornøjelse, og jeg
skyndte mig slukøret ud til Hindemae, efter
først at have takket og betalt de flinke Slaver,
uden hvis Hjælp jeg næppe havde klaret mig.
Denne min sidste Rejse som Kadet gik
iøvrigt glat, da vor flinke Chef gjorde os Livet
behageligt, og næstkommanderende, en høj,
massiv Mand, ikke fortrædigede os.
Om ham fortaltes, at paa et Bal engage
rede han en høj og smuk Dame, men fik det
Svar: «Nej Tak, Hr. Løjtnant, der skal en
Kaptejn til at føre en Fregat.» Hun havde
nemlig hørt ham sige: «Det var Fanden til
Fregat.» Men bønhørte Damen ham ikke den
gang, saa gjorde hun det senere og blev hans
lykkelige Hustru.
Efter at hele Examen var overstaaet, og
jeg med en udmærket Officers-Attest fik den
anden Epaulet paa den venstre Skulder, ankrede
vi en Morgen tæt inde under Sjællands Kyst,
der sendte os en saa dejlig Høduft, at jeg for
min Part syntes, at Livet var overmaade rart.