42 / 180
3i
som i den ældre med Erindringen, gled jeg
hurtig over til at tro, at det bedste havde vi
tilgode. Og det slog til.
Vor utrættelige Husjomfru, punktlig som
et Uhr, rejste sig efter at have vasket The-
tøjet af, og paa Signal fra Sofaen aabnede
hun med Salvelse Døren til Spisestuen.
Havde Dagligstuen skuffet mig, fik jeg Op
rejsning i Spisestuen.
Aldrig havde jeg set
noget lignende. Der var Guld og Sølv, der
var Gulerødder og Hvideroer, der var Rosiner
og Mandler, ja! der var Figner, og helt op
under Loftet glimrede det vældige Juletræ fuldt
• af tændte Voxlys — Himlens lyseste Sale
kunde ikke være dejligere.
Maalløs og som fastnaglet til Stedet mag
tede jeg ikke at komme over Dørtærskelen.
Havde Josephine ikke dunket mig i Ryggen,
stod jeg der vist endnu.
Hjærtet bankede,
Trøjen spændte, og mindst af alt kunde jeg
spise.
Men Begejstring er kun Øjeblikkets Barn.
Hurtig blev jeg normal, navnlig med Hensyn
til at kunne sætte tillivs, hvad jeg gjorde saa
gojdt, at jeg fik en æventyrlig Nat.