38 / 180
27
Undtagelse af den disige Luft og den mørke
Aa var alting hvidt og henlaa med den ube
smittede Sne i en uendelig, farveløs Skønhed.
De stakkels Lænkehunde bebrejdede hy
lende Ane Bryggerpige, at hun havde forsømt
deres Frokost, Køerne brølede paa Malkepigerne
for at faa de spændte Yvere lettede, og alle
andre saakaldte umælende forlangte højrøstet
at blive vandede, da Klokken var for mange;
men det lød som sagt klangløst og tungt.
Da vi ikke kunde opdage et eneste Menneske,
dundrede Hr. Mourier et vældigt Slag paa
Gongonen.
En Guttaperkamand kunde ikke svippe
hurtigere op af sin Æske, end Hr. Jensen styr
tede ud fra Skolestuen med topmaalt Forskræk
kelse i det rødblommede Ansigt og i aller-
dybeste Negligé, paa samme Tid som vor
kære Husjomfru viste sig i Dagligstuedøren i
let Morgendragt. Situationen blev dog reddet
ved begges skyndsomme Forsvinden.
Et Øjeblik efter meldte Malkepigerne sig
nede under Stentrappen, og Karlene, der lige
som alle andre havde forsovet sig, stak Hove
det ud af Vinduerne over Gaardporten for strax