34 / 180
2 3
sammen til min store Forskrækkelse, var fore
løbig Enden paa Legen.
Hvad Opsigelsen angik, blev den uden
videre Følger for Fremtiden, da vor rolige
Husfrue formente, at det neppe blev bedre ved
at skifte, og med Undtagelse af, at flere bare
tydelige Straffemærker, faldt Sagen bort.
Men det var ikke hin Aftens sidste Til
dragelse, og det fik jeg bekende.
Hr. Jensen, med hvem jeg delte Sove
kammer, gik altid sent i Seng, og jeg vidste
derfor ikke, at han om Aftenen efter at have
lagt sig øvede sin Fremtidsgerning og sang
Salmer.
Den Aften kryber han samtidig
med mig i Køjen, strækker sig selvbehagelig
paa Ryggen, folder Hænderne og synger af
fuld Hals.
Ulykkelige jeg, som tror at der skal være
Sang over det hele, kiler ogsaa paa og synger
rask væk: «Kong Christian stod ved». Læn
gere kom jeg ikke, et vældigt Klask suser mig
om Øret og i halv Salmetakt reciterer den
vordende Degn:
«Fy! F y ! stygge, stygge
Dreng!» under Accompagnement af Adams op
ad Gaarden langsomt rullende Vogn.