29 / 180
1
8
et Par Dage stode Mosens mange Høstakke
fixe og færdige til Indkørsel.
Dejligt Vejr og bedaarende Høduft satte
os i et paradisisk Velbefindende.
Hvad kan
ogsaa for Børn sammenlignes med at sidde
oven paa et Hølæs og i Galop fare hen over
en gyngende Mosebund? Bedre Himmerig her
paa Jorden kender næppe noget Barn.
Men denne Herrefærd varede ikke evig,
og Brakmarkernes Pløjning kunde ikke hamle
op med Høhøsten. Da jeg et Par Dage efter
kom ud paa Mosen, hvor Storkene med af-
maalte Skridt toge for sig af Retterne, og Hø
stakkene vare borte, savnede jeg det høje, bøl
gende Græs, og de stive kort afmejede Stubbe
stak mig i Øjnene. Som om det havde været
igaar, husker jeg, hvor nedslaaet, for ikke at
sige vemodig, jeg blev ved Synet af denne
faldne Storhed, der var som fejet bort.
Det
var min første Fornemmelse af Forgængelig
heden, — men Manden med Leen havde jo
ogsaa været der.
Livet paa selve Gaarden havde lidt efter
pdt skiftet Karakter.
Den tæt sluttede Kreds
i Dagligstuen var for længe siden sprængt;