30 / 180
l 9
alle havde søgt ud i det frie, enhver til sit
Yndlingssted, og kun Maaltiderne samlede det
spredte Selskab. —
Staldene vare tomme, Laderne udtærskede,
ja selv Gødningspladsernes saftige Indhold var
lige som alt andet flyttet paa Landet, og det
gjorde, at enhver Lyd i Gaarden rumlede som
fra tomme Tønder. Og endelig var den indre
Travlhed paa Gaardspladsen afløst af et dolce
far niente kun afbrudt af Malkepigernes Tumlen
med Bøtter og Spande, af Klokken, som rin
gede Folkene til Sulefadet, og af Gongonen,
der kaldte Herskabet til Maaltid.
Vi Børn havde imidlertid godt Greb paa
at aflure Livet dets Lyssider, og Havens rige
Blomsterpragt gengav os hurtig og fuldt ud
Tilfredsheden.
Havde blot vor Informator
Hr. Jensen ladet være med det kedelige Læseri,
vilde vor klare Himmel ikke have havt nogen
Sky, men heldigvis indtraf der noget, som lod
denne vor Plageaand forsømme os, og det
hang saaledes sammen.
I Paarup boede en gammel Degn, der
som Enkemand sad i et fedt Embede med en
lang, tynd Datter.
Hr. Mourier havde lovet
2*