35 / 180
24
Om Natten maa jeg vistnok have havt
urolige Drømme. Den næste Morgen, da Pigen
bragte Hr. Jensen Barbervand, vækkede hun
os med et Brøl af bare Skræk ved at finde
mig, ikke under, men oven paa Dynen, der
laa nede paa Gulvet. —
Høsten var efterhaanden i fuld Gang, og
det var ogsaa en herlig Tid. Men Aarstiden
gjorde sig alligevel gældende, og vi fik F ø
lelsen af, at er Sæden af Marken, er det forbi
med det, Foraaret lod os juble over. Da
Græsset ude paa Mosen blev slaaet, var alt
nyfødt, friskt og forhaabningsfuldt, men da
Høsten kom, havde Tiden sat sit Mærke paa
hver en Plante, hver en Busk, hvert et Træ,
hvad der tilhobe pegede hen paa en Afslut
ning, og det har selv for unge Sjæle sin Be
tydning.
Dog, Børn ere rige. Vi havde mange
Skatte paa Haanden og flere Guldgruber at
grave i. Stode Markerne tomme, søgte vi
Trøst oppe i Skoven ved Ellinge.
I sin mangefarvede Efteraarsdragt bød
Skoven os lige saa venlig til Gæst paa Nødder
og Brombær, som den om Foraaret bavde