78 / 180
67
ligesom jeg var Præliminarist, allerede havde
sin i Orden.
Dette halv anden Alen brede og to en
kvart Alen høje Sovegemak agter ude mellem de
to Brødkamre havde en Luge oppe i Dækket,
hvorfra en Trappe førte ned til en Kahyt med
Sovelukaf paa hver Side, det ene til Domme
ren*), det andet til næstkommanderende. At
faa et saadant Logis var Frølichs og mit sta
dige Ønske. — «Ønsk bare,» sagde Engelen,
«saa faar I det.» — «Ja,» hviskede Djævlen
med et fælt Grin, «men først, naar I ikke
bryder jer om det mere,« og begge Deres
Højærværdigheder fik Ret. Lige tredive Aar
efter havde vi det, Frølich som Dommer, jeg
som næstkommanderende.
En skingrende Piben og det vældige Brøl:
«Alle Mand op til at lette — hver Sjæl og
Kæft!» gav et Sæt i den rødhaarede, og i en
Haandevending vare vi paa Dækket.
Hvorhen skulde de mange Mennesker, Ma
troser og Kadetter, der mylrede op fra Ban-
jerne og Kadetmessen? Hvad var der at løbe
*) En Kaptejn, der bedømmer Kadetterne.
5*