81 / 180
7
o
Forinden vore Fartøjer kunde sæ tte af,
mødte en af Esskildsens Færgefolk som en
Frelsens Engel med Hanen. _ Da Øjnene imid
lertid kom op for, at der ikke var andet at
redde, glemte man at takke Manden, o g den
sølle Hane maatte sande, at den drukner ej,
som o. s. v . , idet den lige strax m istede
Hovedet for næste D ag at gaa i Officererne
til Frokost.
Efter at have trukket Vejret oven paa
denne Forstyrrelse, blev der igen drejet rundt,
indtil Ankertouget viste ret op og ned, da
Folkene med ét stode stille, som om de havde
faaet én for Brystet. Bunden vilde ikke slippe
Ankeret. Der b lev trampet og stampet, der
blev sat «Hestetouge» fra Bom til Bom med
saa mange Mennesker, som kunde hænge i,
men lige meget hjalp det. Ankeret laa ubøn
hørligt i sin Grav; det vilde ikke op.
«Syng ud for en Bugline!» blev der kom
manderet. Sangen, forsaavidt den kan kaldes
saaledes, havde tre Linjer, og ved Enden af
hver blev der spændt i, navnlig ved den
s id s te :