256 / 274
249
til den, der gæster Skolen, og den, der paatager sig det Hverv at
være Læreres Lærer.
V i d e r e u d d a n n e l s e er Tidens Løsen. Lærerhøjskolens Kursus
har foranlediget Tilblivelsen af en hel Række andre Lærerkursus (S.
34, 39, 155). For at faa fuldt Overblik over Videreuddannelsens Om
fang maa man da til Lærerhøjskolens Budget paa omtr. 170000 Kr.
føje adskillige andre og beslægtede Bevillinger: 8000 Kr. til de to
Højskolelærerkursus, 1000 Kr. til »Dansk Friskoleforening«s og 3000
Kr. til »Dansk Skoleforening«s Kursus, 3000 -(- 300 Kr. til Realskole
lærernes Sprogkursus og pædagogiske Stævner, delvis ogsaa de 8000
Kr. til Kursus i metodisk kvindelig Haandgerning, o. 14000 Kr. til
»Dansk Sløjdforening«s Kursus og 1400 Kr. til Sløjdkursus paa Askov,
dernæst o. 6000 Kr., som »Dansk Husflidsselskab« af sin Bevilling
anvender til Husflids- og Haandgerningskursus for Lærere og Lærer
inder i Folkeskolen. Noget af de 7500 Kr. til Skolebørns Fælleslege
gaar ogsaa til Lærerkursus. Endvidere kan hertil føjes 5000 Kr. til
Lærerbogsamlinger og 18000 Kr. til Rejser for Lærere. Noget af de
22000 Kr. til Læremidler maa ogsaa regnes her hen. I alt anvender
Danmark nu vel omtrent 238000 Kr. om Aaret til Lærernes
Videre
uddannelse.
Og Bevægelsen har grenet sig videre. Læger og Præster
har faaet
deres
smaa Kursus for at følge med i Udviklingen paa
deres Omraader. Folkeuniversitetsbevægelsen slutter sig hertil, andre
Oplysningsselskaber virker med. Og i Udlandet spores den samme
Strømning, enten Universiteterne indretter Sommerkursus eller Uni
versitetslærerne drager ud for at sprede Oplysning, eller man opretter
særlige Lærerkursus og sørger for Lærerrejser.
Men i dette Kapløb har Danmark faaet et Forspring, idet man
er begyndt for 50 Aar siden og har skabt en Institution, der —
takket være de to fremragende Førere — paa een Gang fik tilstrække
lig Fasthed og Bøjelighed. Og det er næppe en Tilfældighed, at
Danmark i denne Sag kom til at gaa i Spidsen. Selve den Kends
gerning, at den danske Lærer tidligere end andre Lærere frivillig
kunde sætte sig paa Studiebænken alene for at blive dygtigere til
sin Lærergerning og uden at regne sig for god til at overtage Elevens
Rolle, bunder den ikke netop i national Ejendommelighed? Er den
ikke Udslag af dansk Jævnhed og Ligefremhed og dansk Utilbøjelig
hed til at holde paa de rent ydre Former? Og hører den ikke hjemme
netop i Grundtvigs Fædreland, hvor Begejstringen for Oplysning tid
ligst vaktes af sin Dvale?
At Danmark i denne Sag er kommet forud, er vel Forklaring
til, at man i Udlandet — saa vidt det da vides — endnu ikke har
en Læreanstalt, der i Omfang og Plan fuldt ud svarer til Lærerhøj
skolen hos os. Nærmest kommer vistnok »Pædagogium« i Wien.