255 / 274
248
bæres oppe af Lærernes — og særlig Folkeskolens Læreres — Lyst
og Trang til at vinde fremad i
personlig
Udvikling.
Saaledes har de rent ideelle Interesser faaet Overvægten. Thi
det maa huskes, at de forskellige Kursus ikke giver nogen Forret
til højere Stillinger. Og selv om Stipendierne kan være en god
Hjælp, saa bringer Lærerne dog store Ofre, enten de drager til de
korte Kursus eller til Aarskursus’et. Sommerferien bruges til anstren
gende Arbejde i Stedet for til Hvile, og Aarsundervisningen tærer
ikke blot paa Kræfterne, men ogsaa paa Finanserne; Pengeunder
støttelsen kan nemlig ikke holde Kursusdeltagerne skadesløs, og
hertil kommer, at stedse flere udenbys Lærere tager Kursus’et uden
Stipendium. Ved Siden heraf ses det, at de københavnske Lærere
og Lærerinder, som skulde synes at have deres Arbejdsdag optaget
til det yderste, dog vinder Tid til at sætte sig paa Lærebænken.
Den stærke Tilslutning, Lærerhøjskolen har faaet, bliver derfor
vor Lærerstand til Ære. Lærerdygtigheden herhjemme har Krav paa
ikke alene at bedømmes ud fra den almindelige Læreruddannelse —
der i de halvhundred Aar flere Gange har været mangelfuld og i
Øjeblikket ikke kan siges at holde Maal med Tidens raske Udvik
ling — , men tillige ud fra flere andre Forhold og heriblandt ikke
mindst ud fra
Videreuddannelsens
Art og Lærernes Udnytten af de
Midler, den byder. Men er dette Tilfældet, da bliver Lærerhøjskolen
ikke blot et Mindesmærke for Monrad og Fjord, men ogsaa for den
danske Lærer i Almindelighed.
Det er Lærerstandens varme Interesse, som har muliggjort, at
den gamle Kursusinstitution har kunnet glæde sig ved Liv og Ud
vikling og forynges, alt som Aarene gik. Det er dette, som har sat
den i Stand til at give noget andet og mere end en blot Fortsættelse
af Seminarieuddannelsen. Læreren, der kommer for at lære, har
som Regel faaet Tid til at fordøje den spredte Seminarie- eller Skole
lærdom; han har udviklet sig gennem Brugen af det Stof, han hidtil
har erhvervet, og han har lært at kende sig selv, kende sine Kræfter,
i nogen Maade ogsaa sin Begrænsning. Han kommer som den ud
viklede, tænkende Personlighed, ikke sin Vejleders jævnbyrdige i
Lærdom, men stundom hans Overmand i Erfaring. Døren staar
ham aaben ikke blot i de unge Aar, hvor han næsten ubegrænset
kan suge Kundskab til sig, men ogsaa i den modnere Alder, hvor
Stoffets Bearbejdelse er hans Styrke. Aarskursus’et tager imod ham,
til han er op imod de halvhundred Aar; de korte Kursus følger ham
endnu ti Aar videre.
» A l d r i g l ø s e s Ma n d a f Lær e « .
Det er Indskriften paa Lærerhøjskolens Talerstol, og det er Over
skriften over dens Gerning. Og Ordene henvender sig paa een Gang