254 / 274
247
VII. SLUTNINGSORD.
Vi har fulgt Lærerhøjskolens Udvikling i dens Helhed, og vi
har set de enkelte Afdelingers Vækst i de halvhundred Aar. Spæde
Spirer er blevne til vidtgrenede Træer. Der har været Trivsel i det
Arbejde, som udfoldedes i det halve Aarhundred. Kaldtes der i
Begyndelsen knap en halv Snes Lærere aarlig til de lange og de
korte Kursus tilsammen, saa antages der nu for hvert Aar omtrent
1200. Og spændte man oprindelig næppe nok over ti Fag, saa har
man nu Vejledning i henved halvhundred. Men aldrig vilde man
være naaet saa vidt, hvis der ikke havde været Frejdighed og Be
gejstring i Arbejdet. Og dette hænger atter sammen med den Ubun
dethed, der er blevet Kendemærket for Lærerhøjskolens Virksomhed:
Frihed i Fagvalg, Selvarbejde i Studiet, Raaderum for den enkeltes
Lyst og Evner, Hensyn til skiftende Tiders Krav, alt dette giver Høj
skolen dens Præg. Der er lidet eller intet af Eksamener, ingen Fare
for Stilstand, ingen Jordbund for stivnede Former og Metoder, ingen
faste Læreransættelser, intet fastslaaet Program, der ikke med Lethed
kan ændres. Og Bevægeligheden gør lydhør. Højskolens Lærere
lytter til pædagogiske Tanker og Ønsker, der dukker op, og man
vælger og vrager uden ydre Baand.
Til Friheden i Lærerhøjskolens Plan svarer Frivilligheden i
Lærerstandens Tilslutning og i dens Benyttelse af Højskolens mange
artede Kursus. Ogsaa her spores en Udvikling. Da de Monrad’ske
Kursus grundlagdes, var Nødvendigheden overvejende: Lærerne ved
visse Skoler maatte overtage Fag, som de efter deres Uddannelse
ikke kunde magte. Endnu ved Oprettelsen af det etaarige Realskole
lærerkursus traadte dette Hensyn i Forgrunden, og til forskellig Tid
har det ogsaa gjort sig gældende ved de korte Kursus. Men dette
Tryk bliver sjældnere og sjældnere. For halvhundred Aar siden lød
det Nødraab: »Hjælp mig! jeg kan ikke overkomme, hvad jeg er
sat til at lære de unge«. Nu lyder det svagere og rent undtagelses
vis. Det kan selvfølgelig komme igen, naar ny Fag indføres i Sko
lerne; vi har set det ved det lille Svensk-Kursus for den højere
Almenskoles Lærere i 1905 og ved de sidste Aars Kemi-Kursus for
Mellemskolens Lærere, ligesom det ogsaa maatte spille en Rolle ved
det ny Gymnastiksystems Fremtrængen (S. 186, 197, 219). Og det
kan ogsaa i enkelte andre Tilfælde blive en Faktor, man maa regne
med, saaledes ved Tegnelærerkursus’et. Men den haarde Nødven
dighed træder mere og mere tilbage og afløses af den fulde Frivillig
hed. Og netop samtidig har Lærerhøjskolen opnaaet sin iøjnefal
dende Udvikling og Vækst. Saa er Forholdet da dette, at den nu