72 / 185
5 6
U V I L L I E M O D P E N G E S P E C U L A T I O N
og de Udvidelser, som efterhaanden skete, stode aldrig i Forhold til
Efterspørgslen.
At benytte dette Forhold til at forøge Prisen kunde dog aldrig
falde ham ind. Tværtimod. Da han i nogle Aar havde havt en særlig
god Fortjeneste, og ikke havde Noget for, som han skulde bruge Penge
til, satte han uden videre Prisen pr. Tde. ned fra tolv Daler til ti
Daler. Hans eneste daværende Concurrent kom styrtende ud til ham
og besvor ham dog endelig ikke at gjøre et saa unødvendigt Skridt.
Den brave Mand var en stor Børsmatador men en udpræget Penge-
Plebeier, som havde anlagt sit Bryggeri for at tjene Penge derved,
men han var selv aldeles ikke Brygger.
Jacobsen forklarede ham, at Fortjenesten endnu med ti Dalers
Prisen var meget god, og at der ikke var Grund til at lade Publicum
betale Varen for høit. — Børsmanden indvendte, at saa maatte man
hellere sætte sine Penge i Fonds. — Jacobsen svarede, at det var
hans Opgave at brygge 01 saa godt og billigt som muligt,
og athan
vilde blive ved dermed for sin Fornøielses Skyld, selv
0111
han slet
Intet skulde tjene. — Denne Tankegang laae over Børsmandens Hori
zont; men Jacobsen morede sig kostelig over den stakkels Mand, som
havde lig g e t et Bryggeri og hellere vilde sætte sine Penge i Fonds,
naar disse gav bedre Udbytte.
At Jacobsen foragtede al Pengespeculation og med Afsky saae paa
ethvert Børsjobberi, var en Selvfølge. Een Gang kom han, rigtignok
uforvarende, paa gale Veie. Han havde ladet sig overtale til at være
Medstifter af en Bank, men han forstod sig saa lidt paa »Gründung«,
at han ikke havde opfattet, at naar Actierne lød paa 100,men skulde
betales med 110, saa var det, fordi Stifterne skulde tjene
de tipCt.
Han blev rasende paa den Mand, forøvrigt hans gode og ellers høit-
agtede Ven, som havde faaet ham med her, og skyndte sig at give
sin Gründer-Andeel til et offentligt Formaal. Saadanne Penge vilde
han ikke have i sin Kasse.