23 / 49
omkring Soklen. Selve Anlægget kom paa den Maade til at tage
sig ret stort og aabent ud.
Det var fortrinsvis de fornemme Ejere af Grundene og Pa
læerne paa Torvet, der havde Adgang til Anlægget. O g ikke
mindst om Sommeren har dette med sine grønne Beplantninger
og brogede Bede, med den skinnende forgyldte Statue i Midten,
været et prægtigt Skue, helt i Tidens Smag.
Længe varede det dog ikke, før Vind og Vejr gjorde sit for at
tage Glansen af Sankt Gertrud! Det tunge Bly er »stadigt-fly-
dende«, og man saa forholdsvis hurtigt, at Hesten ikke kunde
bære sig selv, endsige sin kongelige Rytter. Ryggen svajede mere
og mere. Ikke halvtreds Aar efter, at Statuen var rejst, maatte den
repareres for første Gang, o g i Løbet af samme Aarhundrede et
Par Gange endnu.
I 1770'erne havde Arkitekten
Harsdorf
og Billedhuggeren
Wiedewelt
i Fællesskab udarbejdet et Forslag til en mere gen
nemgribende Restaurering af Statuen. Men det lykkedes ikke at
vække Kongens Interesse for det, fordi Majestæten, ChristianVII,
allerede selv, eller maaske snarere gennem en af sine Raadgi-
vere, havde truffet Aftale med Ingeniørkorpset om en Istandsæt
telse, der ikke vilde blive halvt saa dyr som den af de to Profes
sorer foreslaaede. Ingeniørkorpset havde endda ogsaa planlagt de
»Bomer«, d. v. s. de tykke, runde Stenpiller, der skulde sættes op
omkring Statuen og forbindes med Jernlænker, saadan som det er
sket omkring Frederik V ’s Statue paa Amalienborg Slotsplads.
Saaledes var der stadig Uro om »Hesten« paa Kongens N y
torv. Allerede i 1740 havde Magistraten faaet en kongelig »A n
ordning« med Ordre til Oprømning af Krindsen. Om det var
Majestæten selv eller hans Yndling, Moltke, er uvist. Men det
var i alt Fald Moltke, der skrev til Magistraten, at Kongen »al-
lernaadigst havde resolveret«, at Torvet skulde ryddes, og Træer
ne flyttes, »saa Statuen skal blive frit staaende«. Det var en ny
22