255 / 314
252
rørte, vidstes lige saa lidt i dette som i andre lignende T il
fælde,
men i det Øjeblik Frk. Zahle viste sig i Døren og
betraadte Katederet, hilstes hun af Hundreder af vajende
Blomster, hvormed Børnene tilviftede hende deres Lykønsk
ning, og da de efter endt Morgensang defilerede forbi hende,
lagde de, ogsaa efter en øjeblikkelig, umiddelbar Indskydelse,
hver sin Rose, sin Forglemmigej, sin Kornblomst, eller hvad
de nu havde i Haanden, paa Katederet foran hende, saa det
til sidst tonede frem som et helt Blomsterbjerg.
I al sin Simpelhed var denne umiddelbare, spontane H yl
dest fra alle disse smaa og unge aldeles betagende, og for
Frk. Zahle en yndig Indvielse af Dagen. Hun passede i øv-
rigt sit vante Arbejde fra g— n og belavede sig, stadig uden
at ane Uraad, paa at tage imod Besøg af Slægt og Venner,
der ogsaa indfandt sig talrigt, dog ikke i den Grad i Masse
vis som Blomster, Breve, Telegrammer osv., der bogstave
lig talt regnede ned over hende. A f egen Magtfuldkommen
hed havde vi Forstanderinder givet Skolen fri Kl. 12, saa
Deputationen, vi ventede, tillige med mange af de Damer og
Herrer, der havde underskrevet Opfordringen, uforstyrret
kunde samles i Salen. Bn smuk Sang var skrevet af Skolens
gamle Lærer og Ven, Pastor Thurah i Hesselager, og til
denne havde ingen ringere end »gamle Hartmann« kompo
neret Melodien, der i haandskreven Original selvfølgelig be
vares som en Relikvie her i Skolen. E t Kor af unge Piger
havde under Ledelsen af en af Musiklærerinderne, Frk. A.
Claudi, indøvet Sangen, og da alle var samlet — medens Frk.
Zahle stadig var intetanende og blot undredes over, at Kred
sen i hendes Stue paa een Gang var blevet mærkelig faa-
tallig, — indfandt Statsraadssekretær Koefoed sig hos hende
i fuld Galla og bad hende følge med ned i Salen, hvor en
Kreds af Venner ønskede at hilse paa hende. Man tænke
sig hendes Bestyrtelse! Som i en Drøm fulgte hun ham ned
i den næsten overfyldte Sal, hvor hun hilstes af Sangen, hvis
sidste Vers især