250 / 314
247
En saadan L ivsvej gild
er det, vi her tiljuble
med unge Hjerters Ild,
et saadant Levneds K v i n d e f æ r d
er det, som her vi hylde
med Tak fra fjern og nær.
Aaret forud havde Skolen og ikke mindst Frk. Zahle per
sonlig mistet en hengiven Ven, hvis Betydning havde været
af en ganske ejendommelig Art. Det var Lægen, Etatsraad
Dr. med. W ilh. Meyer, der døde i Venedig under en Rekrea
tionsrejse. Frk. Zahle havde allerede lært ham at kende i
1862 og hos ham fundet stor Interesse for Pigeskolens A r
bejde og stor Forstaaelse af, hvor forskelligt dette paa mange
Punkter maatte forme sig fra Drengeskolens. Paa sin Side
aabnede han Frk. Zahles Øje for det retfærdige i Kravet om
Indførelse af »Sundhedslære« som Fag i Skolen, en Tanke,
der dengang var lige saa ny som dristig, og som Frk. Zahle
aldrig uden hans store Indsigt og hans levende Varme for
Sagen og Tro paa den, havde dristet sig til at realisere. Dr.
Meyer var utrættelig i at hævde, at der skulde bibringes E le
verne, fra de var ganske smaa, Sans og Agtelse for »Lege
mets Moral«, som han kaldte det. Ja, denne Sag laa ham
saa varmt paa Sinde, at han, den tit overbebyrdede Læge,
i 20 Aar hver Onsdag fra 12— 1 mødte som den punktligste
Lærer i Barneskolen og fra 7— 8 om Aftenen i Pnvatlærer-
indeskolen. I den første begyndte han med Smaapiger 1
Syvaarsalderen og fulgte en Klasse op, til den sluttede i 9.
Klasse ved Femtenaarsalderen, og i den sidste gav han de unge
Piger et Kursus i almindelig Sundhedslære og 1 Elementerne
af Samaritergerning. Hans dybe Ærbødighed for den Kreds,
han arbejdede for, og det Stof, han arbejdede med, i Forbin
delse med hans fine Taktfølelse lod ham altid træffe det rette
Valg og finde de rette Ord, saa aldrig den sarteste Blufær
dighed kunde føle sig krænket ved hans Undervisning.
Men han begrænsede ikke sin Opgave hertil; han følte det