247 / 314
244
E t Maal er naaet, som længe har svævet for jert Blik,
men kun et Brev paa Maalet I dog i Grunden fik,
en Port sig kun har aabnet, en Bro sig sænket ned,
nu gælder over Broen det at gaa med faste Fjed.
Hvad aabner sig for Blikket da, naar Broen er betraadt?
E t L iv i alskens Lyster, hvor Kødet har det godt?
En jævn og sikker Bane, hvor det med Dans kan gaa,
og hvor af Verdens Æ re og Glans er nok at faa?
Nej, for jert Øje dukker en spraglet Skare frem,
den myldrer ud af tusinde forborgne, dunkle Hjem,
den kommer ikke dansende, en Elverskare prud,
den kommer tit kun slæbende og tit i gustent Skrud.
Men se, i Øjet svømmer en stille Længselsdrøm,
og se, om Munden dirrer en Trækning fin og øm,
snart er det, som den kalder, snart flyr den atter hen,
snart er dens Mine dragende, snart mørk og haard igen.
Midt ind i denne Skare, der ligger eders Vej,
i den at finde Stade, derom det drejer sig;
at samle den til Glæde og til et muntert Værk,
dens Fod at gøre villig, dens Arm at gøre stærk,
dens Hoved højt at løfte, dens Blik at gøre klart,
dens Sind for alt det skumle at gøre frit og bart,
dens Mistro at besejre og give Banesaar,
dens Aand ved Tro og Tillid at skænke milde Kaar.
Se, dette Maal er eders, et større er ej til,
og t r o r I de t , sig Skaren om eder flokkes vil;
gør den saa viis paa Verden, lær der den tage Bo,
men lær den fremfor alting at haabe og at tro.
Lær den sit Hus at bygge, at værne om dets Fred,
men lær den fremfor alting at have Kærlighed;
lær den med modigt Hjerte sin Plads at finde stolt,
men lær den, aldrig vende sig bort fra en Broder koldt.