243 / 314
240
dende Lærerinder, idet de jo, hvad der var ganske naturligt,
maatte være saa optaget af deres egne Studier og af Fordrin
gerne til deres egen Kundskabstilegnelse, at Børnenes Tarv
traadte i Baggrunden. Frk. Zahle havde i Skrift og Tale
kraftigt slaaet til Lyd for en anden Ordning, for et mellem
liggende eller et efter Eksamen følgende Aar, der udeluk
kende skulde helliges Skolegerningen, og som derfor kunde
haabes at blive virkelig værdifuldt for Lærerkandidaten, —
men hun var ikke blevet hørt, i det mindste ikke d e n Gang.
A t Fremtiden vil tage hendes Tanke op, kan jo haabes af
dem, der som f. Eks. jeg er fuldt overbevist om, at Frk. Zahle
her har set paa Sagen med Idealets Klarsyn.
Men nu v a r jo Loven der, og det gjaldt for Frk. Zahle at
tjene den loyalt, fortolke den saa smukt som muligt og raade
Bod paa dens føleligste Brøst ved med varsom Haand at lede
de unge Lærerindeelever og at vogte paa Smaabørnenes
Tarv.
Under hele Lovens Tilblivelsestid havde det været Frk.
Zahles store Haab, at Komtesse Moltke og Fru Bay vilde
aabne deres Pigeskole for Seminariets Lærerindeemner, og
hendes Sorg var derfor ubeskrivelig stor, da disse to Damer,
ifølge hele deres Syn paa, hvad de skyldte de dem betroede
Børn, ikke kunde gøre denne Indrømmelse. A t det fra deres
Standpunkt var et lige saa vel begrundet som vel overvejet
Afslag, kan der næppe strides om. Kun af den, for hvem en
Øvelsesskole var p a a b u d t som Betingelse for overhovedet
at lede et Seminarium, kunde man kræve et Offer som det
at aabne sin Skole, dels til Iagttagelse, dels til Tumleplads
for forholdsvis fremmede Elementer, og hvor stærkt end
begge Pigeskolens Bestyrerinder følte sig knyttet i deres
Virksomhed til Frk. Zahle, maatte de dog lade Hensynet til
deres egen Livsgerning træde i første Række. Dertil kom,
at den stadig voksende Drengeskole ikke længer ret vel kunde
rummes inden for Frk. Zahles Bygninger. Afslaget maatte
altsaa fastholdes, og den Skilsmisse indtræde, som i øvrigt