281 / 314
278
Endnu saa sent som 2. Juli, den Dag, da Afslutningen for de
yngste Klasser fandt Sted, sendte hun mig en usigelig kærlig
»sidste Hilsen« i min Skolegerning. Ogsaa af den saa jeg, hvad
det kostede hende ikke at være personlig der til Stede, hvor
hun var nærværende med hele sit Hjerte; 5. Juli vilde hun,
at I. Vinteren og K. Lønborg skulde lade hende være ene
hjemme med Sygeplejersken, for at de begge kunde være med
inde ved Afslutningen og bringe hende Bud om, hvorledes
alt var gaaet, — hun havde Øre og Hjerte for hver Beretning,
stor eller lille. Dette var vist den sidste Forsagelse af den
Art, der krævedes af hende.
Da jeg faa Dage efter tog ud til hende, sad jeg om For
middagen henved et Par Timer ved hendes Seng; det var
sidste Gang, jeg talte fortroligt med hende. Hendes Stemme
var svag, og hendes Hørelse ikke skarp, men hendes Aand
var fuldstændig klar og vaagen, hendes kærlige Deltagelse
varm og inderlig som i hendes Krafts bedste Dage, hendes
Ønske for Skolens L iv i »Kærlighed og Sandhed« saa bræn
dende som nogen Sinde. Da hun følte, hun blev træt, lagde
hun sig en Stund stille hen, nød derefter et lille Maaltid, blev
paaklædt og hjulpet ud i Verandaen, hvor hun havde sin
Yndlingssiddeplads; da jeg tog bort, vilde hun følge mig
til Dørs, og staaende viftede hun Farvel til mig. Ingen af
os troede dog den Dag, det blev vort sidste Møde; jeg tog
bort til mit sædvanlige Sommeropholdssted og vidste, at for
hende var nu Ro og Uforstyrrethed, kun afbrudt af Smaa-
besøg fra nærboende Venner, og korte Køreture, det bedste,
Sommeren havde at give ved Siden af den dejlige Luft, den
skønne Natur og frem for alt den aldrig svigtende Kærlighed
i hendes eget Hjem og hos Vennerne i »Villa Rosa«, Kom
tesse Moltkes og Fru Bays Sommerhjem.
Hendes Arbejdstrang forlod hende ikke, og mærkelige
Kræfter raadede hun over til det sidste. Da hun ikke kunde
taale at læse ret længe ad Gangen, maatte et Haandarbejde
træde i Læsningens Sted. Endnu de sidste Uger, hun levede,