NatalieZahle

277

til Stede ved et saadant, var 4. M arts; hun var meget interes

seret i Forhandlingerne, der bl. a. drejede sig om at ordne

forskellige Foredrag i Skolen i Anledning af Hundredaars-

dagen for Søren Kierkegaards Fødsel. Da hun i Maj flyttede

ud til Vedbæk, var hendes Svaghed dog saa iøjnefaldende, at vi

kun med bange Anelser saa hende drage bort, som sædvanlig

hentet i en Vedbækkervogn, der bragte hende lige til den lille

Villa, hvor hun de sidste 13 Aar havde boet til Leje. Med Spæn

ding afventede vi herhjemme Telefonbud om, hvorledes Tu

ren var gaaet. Det lød overraskende godt. Hendes gamle

Elasticitet var ligesom vendt tilbage; jo længere hun fjer

nede sig fra Byens Larm, jo mere syntes hun at leve op, og

da hun naaede Dyrehaven, var der ikke Tale om, at hun vilde

fortsætte ad den lige V ej langs Stranden, nej, hun vilde som

sædvanlig køre ind gennem Skoven over Eremitageplænen.

Den følgende T id gik alt ogsaa godt; det syntes, som om

hun atter skulde vinde Kræfter, Luften gjorde som sædvan

lig Underværker, og baade Sygeplejerske, Læge og Ingeborg

Vinderen haabede egentlig sikkert, at hun vilde leve Som

meren over, og at hun tidlig paa Efteraaret kunde vende til

bage til det Hjem i hendes eget Skolehus, der dog var hende

det kæreste.

Selv tror jeg, hun delte dette Haab. Med den hende egne

varme Deltagelse havde hun fulgt min Beslutning om at

træde tilbage fra min Virksomhed ved Udgangen af Skole-

aaret d. 5. Juli, og hun var fast bestemt paa at være til Stede

ved Afslutningen. V i andre mente ikke, dette vilde blive

muligt for hende, og vi ræddedes ved Tanken om, hvad der

kunde ske, om hun fik sat sin V ilje igennem; men vi kunde

have sparet os vor Bekymring i saa Henseende. A lt som

Dagen nærmede sig, følte hun, at hendes Kræfter ikke mere

slog til, og d. 19. Juni skrev hun bedrøvet til mig, at hun maatte

opgive al Tanke, om at komme ind, dels fordi hun selv følte, hun

»ikke var saa kæk som i Fjor«, dels fordi »alle de andre

ikke tillader mig at udsætte mig for den Sindsbevægelse,

Dagen ganske vist vil føre med, men strengt er det.«