283 / 314
280
Hendes sidste B ø n gjaldt hendes Skole og dens Fremtid;
hendes sidste O r d blev d o g :
»Ja, n u s l i p p e r K r æ f t e r n e .
G u d s F r e d o g
F a r v e l . «
Hun skrev, til Pennen omtrent maa være faldet hende ud
af Haanden, og hun intet mere magtede.
Fra den Dag svandt Kræfterne synligt. Søndag 3. August
kunde hun endnu i sin Rullevogn bringes over til »Villa
Rosa« og sad der en lille Stund, og om Middagen havde hun
som sædvanlig nogle faa Venner hos sig. Dog var hun m e
g e t svag, og Natten til Onsdag d. 6. »faldt hun sammen«,
rettede sig dog noget op ad Dagen, men fra Torsdag d. 7.
var der næppe nogen af hendes Omgivelser, som ikke saa,
at Stunden nu var nær. Hun talte næsten ikke, men kendte
hvem der var om hende. Hendes Nevø, Skolebestyrer O.
Zahle, fik endnu Torsdag Lov til at se hende og trykke hen
des Haand, og han skrev til mig, at han følte, hun kendte
ham, og hendes mærkværdig faste, klare B lik fulgte ham, til
Døren lukkede sig efter ham. Fra den Dag var der sikkert
ingen, der kunde eller turde haabe, at Livskraften atter
denne Gang vilde se jre ; der var kun at bede om, »at Dødens
Port maatte gaa for hende paa lette Hængsler«. Det gjorde
den vel ogsaa, for saa vidt som hun næppe led Smerter og
ikke var ved Bevidsthed alle de sidste Dage. Umærkelig drog
hun det sidste Suk Mandag d. n . August Kl. 2V2. Ved Døds
lejet stod foruden Sygeplejersken og hendes to trofaste
P iger Ingeborg Vinderen og Nelly Moltke.
Efter en stille Højtidelighed i Hjemmet førtes hun Tors
dag Aften d. 14. i Rustvogn til København. Skønt Frk.
Zahle personlig kun kendte yderst lidt til de omboende Fa
milier paa den lille Sidevej i Vedbæk, hvor hun havde boet
de mange Aar, vistes der fra alle Sider ærbødig Deltagelse
ved hendes sidste Færd. Da Rustvognen satte sig i Bevæ
gelse, intoneredes fra et Nabohus af en os ukendt Haand
Chopins Sørgemarch, alle Vegne flagedes der paa halv
Stang, »Villa Rosa«s Indgangsport var smykket, alle Husets