282 / 314
279
blev hendes Hovedgærde i Sengen ordnet saaledes, at hun
kunde indtage en A rt siddende Stilling; hendes Hækletøj
blev rakt hende, og hun lagde Væ gt paa at faa et bestemt
Antal Rækker fuldendt hver Dag. En Morgen, da hun just
var faldet i Blund henad Kl. 7, og Plejersken ikke nænnede
at vække hende, var hun, da hun vaagnede, ked af at være
kommet saa sent til Arbejdet, at hun maaske ikke den Dag
kunde naa, hvad hun havde foresat sig.
Svag som hun var, blev hun dog efter sit eget og Lægens
Ønske daglig gjort i Stand til at sidde oppe nogle Timer
midt paa Dagen, og Maalet var da først og fremmest det at
komme hen til det kære Skrivebord, hvorfra saa mangt kær
ligt og vidtrækkende Ord er udgaaet til de mange, hun
vidste, der længtes efter hende og levede med hende i deres
Tanke og deres Bøn.
Endnu d. 31. Juli skrev hun et Brev til mig, saa vidunderlig
rigt i Indhold, saa skønt og klart i Udtryk. Paa anden
Side stod:
»Forleden Nat drømte og tænkte jeg kun paa Ploug fra
Aften til Morgen. Jeg syntes, der var vaagnet saadan en
Kærlighed til og Forstaaelse af ham, og at Folk forstod, at
han var den, der havde elsket det danske Folk højest. Jeg
syntes ogsaa, min Stemme kom med i al den Begejstring,
og den slog an i den store Mængde. Du maa hilse alle
Ploug’er fra mig.«
I det øvrige af Brevet var det fra først til sidst, som rum
mede hun i sin Tanke og sit Hjerte alt og alle, jeg elskede
højest, og hun fik Kraft til at sige mig de Ord, hun vid
ste, jeg i den Stund trængte mest til. Og hun fik Kraft til
ogsaa at finde Ord for, hvad der fyldte hendes egen Sjæl, og
til at vidne om al den Kærlighed, hun var omgivet af, om
den »mer end Ømhed«, der aldrig et Øjeblik svigtede hende.
»Jeg er vel lidt bedre«, skrev hun, »men jeg véd, hvor
det bærer hen. Nedad gaar det, men jo ogsaa opad, og alle
er kærlige.«