288 / 314
fuldt A lvor tænkte paa at sætte Ordene: K æ r l i g h e d og
O r d e n over Indgangsdøren til Festsalen i den ny Skole
bygning. Som bekendt opgav hun Tanken og valgte Ordet
S a n d h e d til Kærlighedens Følgesvend; men det, at hun
blot et Øjeblik havde tænkt paa at sætte O r d e n i den
Grad i Højsædet, er betegnende for hendes Værdsætten af
dens Betydning. Denne Sans har sikkert været hende med
født, men den er blevet i allerhøjeste Grad udviklet, først i
hendes Forældres, senere i det Eschrichtske Hjem, saa Kærlig
hed til Orden blev en Del af hendes eget Jeg. Utallige Eksemp
ler kunde anføres herpaa: Hun satte sig saaledes aldrig til
sit i Forvejen vel afstøvede Skrivebord uden først omhygge
ligt at lade en Klædebørste (i mange Aar brugte hun en,
der havde tjent hendes Fader til samme Brug) gaa hen
over Skrivepladsen med dens Papirer, Mapper m. m. A l
drig kunde hun tænke sig at a f r i v e et Stykke Papir; hver
nok saa lille Strimmel blev omhyggeligt afklippet, — ja,
raktes der hende en skriftlig Besked paa en Seddel, hvis
Sider bar Spor af Afrivning, klippede hun den uvilkaarlig
selv til, inden hun læste den. I hendes Skuffer var ikke
alene alt henlagt i god Orden, men hver eneste lille eller
stor Genstand havde sin bestemte Plads. Blade og Bøger
maatte ikke anbringes hvor som helst, men havde deres sær
lige Borde og Hylder. — I Behandlingen af alt, hvad hun
havde mellem Hænder, var hun gennemført sirlig, og med
Hensyn til sin Dragt var hun pertentlig i sin Orden, ikke
en P let kunde taales, en manglende Knap eller Strop var
utænkelig.
Man kunde mene, at saa minutiøse Fordringer maatte
virke irriterende eller i hvert Fald trættende paa hendes Om
givelser; men det gjorde de mærkelig nok ikke; man følte
dem som i den Grad hørende med til hendes Natur, at man
i det højeste fristedes til et lille Smil, aldrig til en Oppo
sition. Hun havde desuden den sjældne Gave at forbinde
Ordenstrang med Skønhedssans, hvorved det, der ellers
285