293 / 314
2
go
hele deres rige Arbejdsliv; uden hende var de ikke blevet
vakt til Bevidsthed, hverken om Arbejdets P lig t eller Glæde.
Det, at Frk. Zahle evnede at gøre alle sine Medarbejdere del
agtige i sin egen store Gerning, at lade dem føle sig som
ganske uundværlige, som fuldt ud ansvarlige for Udfaldet,
er vel en af Hovednøglerne til Forstaaelsen af, hvor uhyre
meget hun fik udrettet i sit Liv.
Ganske vist maa det indrømmes, at Frk. Zahle ikke for
stod at sætte Grænsen, — maaske ikke saa meget for, hvad
h u n krævede af os — som for, hvad hun t i l l o d , v i kræ
vede af os selv. Det stod for os, som kendte hun ikke Be
grebet »umuligt«, følgelig eksisterede det heller ikke for os.
Jeg har senere, vel nok i Spøg, men dog med Alvorens Bag
grund, tit sagt til hende, at naar jeg tænkte tilbage paa vor
Ungdom, saa maatte jeg sammenligne hendes Lærerinder
med hin franske Minister, der sagde til Dronningen: »Deres
Majestæt, hvad der er svært, gør jeg let; hvad der er umu
ligt, gør jeg muligt!« Jeg skal anføre et Eksempel, grebet
i Flæng ud af hundrede: Naar ved Skoleaarets Slutning Pro
grammerne var blevet færdige, var i vore unge Aar Hansine
Gerdtzen og jeg altid Frk. Zahle behjælpelige med at om
sende disse til de mange forskellige Autoriteter og Venner,
hun ønskede skulde kende Skolens Aarsberetning. V i havde
L ister over alle disse Personer og mente derfor, at her fore-
laa et Arbejde, vi ganske kunde tage paa os. E t Aar var
Programmerne kommet lovlig sent, Bogtrykkeren sendte
dem en Søndag Morgen, lige efter at Frk. Zahle var taget
ud paa en Landtur, fra hvilken hun først ventedes tilbage
om Aftenen. H. Gerdtzen og jeg besluttede saa for at spare
hende al Ulejlighed selv at skrive alle Adresser og lade de
flere Hundrede Programmer bringe paa Posthuset, hvad vi
da ogsaa naaede at faa gjort, inden Frk. Zahle kom hjem.
Men i Stedet for at glædes over denne vor Foretagsom
hed, blev hun yderlig forstemt herover.
A f en Grund,
som vi ikke havde kendt, ønskede Frk. Zahle denne Gang,