295 / 314
2 9 2
se, naar andres legemlige Kræfter var ved at glippe.^ T il
hendes Undskyldning maa det dog ogsaa her tjene, at vi saa
godt som alle efter hendes Eksempel foragtede legemlig
Svaghed og bød os et Overmaal af Arbejde, for hvilket det
er Uret at gøre Frk. Zahle ansvarlig. Afdøde Skoledirektør
Bache sagde engang paa sin tørre, knappe Maade: »Ja, Frk.
Zahle og Konferentsraad N. N. har til Gavn for dem selv,
men til Skade for deres Medmennesker haft et f o r godt
H elbred!« Mange Gange har hun selv kunnet more sig over
denne Y tring; men da det paa hendes gamle Dage gik op
for hende, hvor megen Sandhed den rummede, gjorde den
hende bitterlig ondt, og selvfølgelig forstummede den fra
den T id paa vore Læber.
Denne manglende Evne til at maale og veje de legemlige
Kræfter hindrede ikke, at Frk. Zahle i alvorlige Sygdoms
tilfælde kunde være mer end almindelig deltagende og op
taget af, hvad der burde gøres. Ved saadanne Lejligheder
kaldtes der paa hendes V iljestyrke; her kunde hun optage
en Kamp, om det saa var med Døden selv, — og dermed var
hun paa sin rette Plads. Ingen kunde f . Eks. under en smitsom
Sygdom bedre træffe og underordne sig omfattende Forsigtig
hedsregler, ingen kunde mere samvittighedsfuldt sørge for
den minutiøseste Efterfølgelse af Lægens Forskrifter, ja,
gjaldt det, kunde hun endog personlig yde den fornødne
Tjeneste, endskønt hun ikke var udrustet med naturlige An
læg for Sygepleje, — ogsaa her taler jeg af Erfaring.
Der staar tilbage for mig at prøve paa at skildre Frk. Zahle
mere bestemt som O p d r a g e r i n d e , — i det forudgaaende
er det fortrinsvis L æ r e r i n d e n , jeg har omtalt. Jeg haa
ber, det nogenlunde er lykkedes mig at vise, hvorledes hen
des Betydning over for hendes yngre Lærerinder kun sjæl
den hidrørte fra den direkte Vejledning, hun ydede gennem
Regler og Forskrifter, men fortrinsvis fra de Krav, hun stil
lede til dem, og frem for alt ud fra det Eksempel, hun blev
dem i sit L iv i Skolen.