298 / 314
295
Størst forekom dog Frk. Zahle mig, naar hun tog en al
vorligere Skolesag op for den samlede Klasse. Hun fryg
tede saa meget al den Snak og alle de Betragtninger, der
kunde komme ud af Gisninger og af en halv Viden. Derfor
behandlede hun Sagen for hele Klassen, appellerede egentlig
altid til dens Æresfølelse, dens Sammenhold, dens Alvor og
dens Medansvar for, at den Kammerat, der havde forsyndet
sig, atter kom paa ret Vej, og jeg har oplevet mange T il
fælde, hvor Appellen ikke var forgæves, men bar den skøn
neste Frugt baade for den enkelte og for Klassen.
Paa et andet Omraade havde Frk. Zahle ogsaa en ualmin
delig lykkelig Haand til at behandle en vanskelig disciplinær
Sag af den Art, der uundgaaelig fremkommer, hvor en Læ
rers Myndighed er bristet ikke alene over for en enkelt Elev,
men over for Klassen i sin Helhed. Den Maade, paa hvilken
hun kunde sikre sig Forstaaelse hos alle de gode Børn og
igennem deres Tilslutning faa Held til at afvæbne de trod
sige Aander var noget »ganske for sig« og kunde virke helt
opbyggende. A t det ikke alene var os ældre, os Lærerinder,
der delte dette Syn paa hende, men at ogsaa Børnene havde
en Fornemmelse af, at de stod over for noget stort, noget
sjældent, kan følgende Eksempel tjene til at oplyse: En lille
Tolvaarspige, rig og forvænt, var kommet ind i Skolen fra
en meget udsøgt Privatundervisning, og det laa nær at for
mode, at mange Forhold i den ny Skole ikke vilde tiltale
hende. Da en Dame af hendes Forældres Bekendtskabskreds
nogle Maaneder efter spurgte hende, om hun kunde lide sin
ny Skole, var Svaret et frejdigt Ja, og da hun yderligere
spurgtes, om hun ogsaa godt kunde lide Frk. Zahle, lød Sva
ret: »Ja, især naar hun skænder!«
Spørger man om, hvilket Kvindeideal, der stod for Frk.
Zahle som det, hun vilde opdrage »sine Børn« til, er Spørgs-
maalet let at besvare, naar man begrænser det til hendes
' U n g d o m s ideal. Det var ubetinget den bly, sagtmodige,
kærlighedsfulde Kvinde med Evnen til at taale og lide,
1