NatalieZahle

en W ilstersk Eleonore Christine med Helgenindens ydmyge

Hengivelse under Skæbnens Slag. Frk. Zahles Ord, som jeg

mindes fra mine Barndoms- og første Ungdomsaar var atter

og atter: »Vær stille, Børn!«, vel at mærke ikke at opfatte

som en Formaning til udvortes Tysthed, men til H jertets

Stilhed. Som hun skrev i et lille D igt til en af mine Klasse

kammerater ved hendes Konfirmation:

»Gaa frem, som Du har gaaet før,

vær trofast, kærlig, øm som før,

men fremfor alt, vær stille!

Den stille Aand har Herren kær,

den stille Sjæl er Aanden nær,

og Troens L iv er stille!«

saaledes saa hun den skønneste Udvikling, hun kunde ønske

for os. A t hun daarligt kunde tænke sig en saadan Hjertets

Stilhed uden en tilsvarende Stilfærdighed og Blyhed i den

ydre Fremtræden, falder vel af sig selv.

Men alt som Aarene gik, og Frk. Zahle saa de mange unge

Kvinder vokse frem for sine Øjne og saa dem ikke alene

som deres Hjems og deres Skoles, men som T i d e n s unge

Piger, da forstod hun mer og mer, under hvor forskellige

ydre Fremtoninger den ægte Kvindelighed kan trives. A lle

rede i sine Artikler fra 1872 skrev hun:

»Der er stundom et vist knapt og mut Væsen, hos en ung

Kvinde, der har en levende Følelse af, at der er noget i

h e n d e s e l v , hun maa holde V a g t for; tit gemmes den

rigeste Følelsesfylde under et saadant haardt og koldt H yl

ster

Jeg tror derfor heller ikke, man skal være alt

for bange for det saakaldte »emanciperede« Væsen ; lidt

drengeagtig Kaadhed hos en Pige i Overgangsalderen er

ingenlunde Bevis for m a n d l i g e Interesser eller T ilbøje

ligheder — ofte det modsatte. Men paa den anden Side kan

en ildfuld Følelse tilvisse føre en Kvinde til m a n d i g Daad,

uden at K v i n d e n dør under Panseret. Da Hervør havde

set Høfund, drog hun hjem, hængte Skjold og Spydstage,