303 / 314
300
Interesse af at følge andres, og, hvad der er betegnende for
hendes hele Væsen, hun uddrog næsten altid Belæring af
en saadan, selv om den havde drejet sig om tilsyneladende
ligegyldige Emner. — Men kom hun i Selskabet i virkelig
S a m t a l e med en Mand eller Kvinde, hos hvem hun følte
Interesse for sin Livsgerning, kunde hun give sig helt
hen, blive helt ivrig og veltalende, og hun havde da aldrig
Betænkeligheder ved saaledes at træde i Forgrunden, — det
var jo ikke sig selv, men sin S a g , hun talte om, og d e n
kunde hun dristig bringe frem. Mange Sejre har hun vun
det, og Venner og Forbundsfæller har hun skabt sig under
saadanne Samtaler, der begyndte som en almindelig Bord
konversation.
Glædede en og anden Frk. Zahle med at bringe lidt hjem
lig Sang og Musik ind til hende i Dagligstuen, var hun meget
taknemmelig herfor, og hvert Pust fra Livet u d e f r a , hvori
der sporedes Vækst, Haab, Begejstring havde en fængs
lende Magt over hendes Sind. Især var hun lydhør over for
alt, der vidnede om A lvor og Kraft i Folket; alt, hvad godt
der kunde fortælles hende om Danmark og de nordiske R i
gers Nutidsstræben og Fremtidshaab, tog hende om Hjertet
og spredte det Mismod, der tit kunde lægge sig knugende
over hendes Sind, fordi hun syntes, at Folk og Lande »var
stedt i Vaade«. Endnu Halvaarsdagen før sin Død, d. n . Febr.
1913, deltog hun i Nationaltidendes Enquête om »Danmarks
Værn« og udtalte i sit Indlæg en varm og levende T ilslut
ning til Forsvarssagen. — Søndagene var fredlyst. Kirkegan
gen, i tidligere T id i Vartov, senere i Frederikskirken, hvis
Præster, J. H. Monrad og P. M. Larsen, Frk. Zahle var knyt
tet til i stor Hengivenhed, var hende dyrebar, og et af de
haardeste Savn, hendes Alder og tiltagende Svaghed bragte
over hende, var det, at hun maatte opgive Søndagsgudstjene
sten i Kirken, — den stille Andagtsstund i Hjemmet kunde
ikke tages fra hende. Søndag Eftermiddag og Aften tilbragte
hun i de senere Aar næsten altid sammen med en lille