300 / 314
297
hele Vaabenklædningen bort, iførte sig sin Kvindedragt, tog
fat paa Væven og blev som andre Kvinder
Kvinde
ligheden er ikke bundet til et vist bestemt ydre Væsen, og
dog skal den ikke lade sig uden Vidnesbyrd.«
Mangen »Hervør« har Frk. Zahle truffet og hjulpet frem
til Forstaaelse af sit Kald som Menneske og som Kvinde.
Mer og mer lærte hun at forstaa, at Tidens Kamp for, at
M e n n e s k e t fuldt ud kunde komme til sin Ret, maatte
lade K v i n d e n , for ikke at tale om D a m e n , træde i Bag
grunden, og at denne Kamp maatte fremkalde Overgangs
typer, der ikke maatte dømmes for haardt, erkendte hun mer
og mer. — For den muntre, ja, selv den overstadig lystige
unge P ige kunde hun føle stor Sympati. Sværest havde hun
ved at forstaa den kunstnerisk anlagte unge Kvinde, den
uroligt gærende, der i sin uklare Higen kun daarligt kan ind
ordne sig under de dagligdags Pligter. Men naar Gennem
bruddet var kommet for en saadan ung Sjæl, saa at en Stræ
ben mod et alvorligt Maal gjorde sig gældende, kunde hun
omfatte ogsaa en saadan Natur med varm Interesse og
Ømhed.
Men Billedet af Frk. Zahle maa ikke begrænses til Be
styrerinden og Opdragerinden; hendes Personlighed kom
mer ikke til sin Ret, hvis den kun bliver set i Skolen og paa
Kontoret, man maa følge hende ind i Hjemmet for at lære
hendes fulde, menneskelige Jeg at kende. Faa havde Evne
som hun til at elske et Hjem, faa har længtes saa inderligt
som hun efter at kunne skabe sig et stille Hjem, faa har
kunnet takke for et saadant som hun. For hende var et
Hjem dog ikke det samme som et »Fredensborg«, skabt til
Hvile og Nydelse; det var for hende ikke alene i hendes
kraftige Arbejdsaar, men ogsaa i hendes høje Alderdom, den
Plet, hun tyede til for at hente ny Kraft, ny Impulser, nyt
Haab og Mod til den Kamp eller det Arbejde, hver Dag
krævede af hende. Derfor faldt ogsaa Hjemmet for hende i