302 / 314
2 9 9
Fra de stille Timers Arbejde tyede hun ind til Dagligstuens
Fred og Hygge, og skulde man i de yngre Dage lære at kende
den livlige, i alt menneskeligt, smaat og stort, interesserede
Frk. Zahle, og i de ældre Dage den milde, elskelige Kvinde
af samme Navn, maatte man søge hende i Dagligstuen. Selv
om det kun var i korte Stunder, hun i sin Magts Dage hen
gav sig til Hvilen i denne, hentede hun en Kraft og For
friskning herfra, som stod i Forhold til hendes levende Tak
nemmelighed for det Hjem, hun kunde kalde sit. Det var
rørende f. Eks. at se hende bestræbe sig for om Lørdagen
at blive saa tidlig færdig paa Skolen, at hun kunde forlade
Kontoret henad Kl. 3 for saa at skynde sig op til sin Sofa
plads i Dagligstuen, hvor Ingeborg Vinderen ventede hende,
hvor »Bob«, en elsket Terrier, tog Plads ved hendes Fod,
medens Kanevasarbejdet kom frem, og Naalen gik flittigt,
gerne til Akkompagnement af I. Vinderens Højtlæsning. Da
sad hun, som hun udtrykte det, »i Paradiset«, men hvor tit,
hvor tit blev ikke denne Lørdagsidyl kun et forgæves H aab ;
Pligten bandt hende til Kontoret og Skolen, og Pladsen i
Dagligstuen stod tom.
E fter at Frk. Zahle havde trukket sig tilbage som Over
bestyrerinde, blev Timerne i Dagligstuen naturligvis flere,
og kærere, hvad enten hun sad ene med I. Vinderen, eller
Venner samlede sig om hende. Det var hyggeligt at faa en
Passiar paa Tomandshaand med hende; hun var en fortræffe
lig Tilhører med opladt Sind for baade Alvor og Spøg. V i t-
t i g i Ordets almindelige Forstand var hun aldeles ikke, men
hun var overordentlig paaskønnende over for andres V ittig
heder, — især de godmodige; desuden havde hun megen
Sans for Humor, og selv paa hendes meget gamle Dage
kunde en morsom Historie, især naar den fortaltes dramatisk,
fremkalde hos hende en Latter, saa frisk og umiddelbar,
som kom den fra en ganske ung. I Selskaber uden for sit
eget Hjem var hun i Almindelighed tavs. En K o n v e r
s a t i o n forstod hun ikke selv at føre, men hun havde stor