294 / 314
at intet Program maatte komme nogen i Hænde, før det
var set af en bestemt Medarbejder. Nu mente selv hun,
at der ikke kunde raades Bod paa Fejltagelsen. Men mig gik
Sagen nær, og inden jeg var faldet i Søvn, havde jeg lagt
min Plan. Næste Morgen før Kl. 4 stod jeg op, gik hen paa
Posthuset, ventede en Stund, til der blev lukket op, kom
ind, saa paa Bordene alle de kendte Konvolutter, forklarede,
det var en Fejltagelse, at de Aftenen i Forvejen var blevet
indbragt, bad om at maatte faa dem udleveret, og til min
Forbavselse — en Forbavselse, der endnu den Dag i Dag
opfylder mig — blev min Anmodning efterkommet. Sejr
stolt bragte jeg dem hjem, og Frk. Zahle havde dem alle
for Øje, da hun vaagnede; men — og det er for mig det be
tegnende — hun blev vel nok glad og beroliget, derimod al
deles ikke i mindste Maade o v e r r a s k e t hverken over
min Idé eller dens Udførelse, — for hende stod det som
det naturligste i Verden, at en Løsning var fundet, der havde
hindret Programmernes Udsendelse mod hendes Ønske. Jeg
tror virkelig, at jeg havde Ret i min senere spøgefulde Paa
stand, at Begrebet »umulig« først gik op for hende som en
Virkelighed, da hun i London oplevede en Droskestrike, saa
vidt jeg véd, den første i sin Art. N a t u r l i g v i s prøvede
hun paa at formaa baade den ene og den anden Køresvend
til at befordre os hjem fra Krystalpaladset, men over for
Londonnernes uforstaaende Stirren og deres urokkelige: »No,
ma’am«, maatte selv hun give Køb.
A t en saa stor Ihærdighed ikke altid kunde forenes med
den tilbørlige Hensyntagen til egne eller andres legemlige
Kræfter, vil vel være indlysende. I den Henseende har Frk.
Zahle ikke lidt paa sin Samvittighed, om det end ikke stærkt
nok maa betones, at det var U v i t t e r l i g h e d s s y n d e r ,
hun begik. Saa snart det var blevet gjort hende klart, at
der maatte vises Forsigtighed i Arbejdskravene, kunde hun
være usigelig øm og paapasselig, men hun kunde ikke før
sent i sit Liv, under Trykket af Alderen og egen Svaghed,
1 9 *
2 9 1