289 / 314
286
kunde være blevet smaatskaaret og pinagtigt, løftedes op i
en anden Sfære, og hun vandt Tilhængere for sin Sag. Saa-
ledes gik det hende over for de unge Lærerinder og Børnene
i den Tid, hun selv ledede det daglige Tilsyn. Hun stillede
store K rav til dem, men hun havde Evne til at faa alle til
at føle sig veltilfredse herunder; hendes Ordensbud var ikke
et tyngende Aag, men en hjælpende Forholdsregel, og, hvad
man ikke maa overse — hun blev aldrig Slave af sin Liden
skab for Orden. Følte hun, at hendes K rav ikke kunde efter
kommes i deres fulde Udstrækning uden at blive pinlige,
slog hun af paa dem, i det mindste indtil videre. Hun vidste
saa godt, at ogsaa Guld kan købes for dyrt.
Det var selvfølgelig ikke alene i Skolen, men overalt, hvor
Frk. Zahle raadede, at den strengeste Orden gennemførtes.
Og som hun kunde faa Børn og Lærerinder til med Glæde at
bøje sig for hendes Krav, saaledes virkede hun ogsaa paa
Tjenestefolkene i sit private Hjem, særlig da paa dem, der
til Stadighed var om hende. T il Bevis paa, at disse ikke
trættedes, kan tjene, at de blev hos hende i Aarevis, om ikke
Giftermaal eller Alderdom nødvendiggjorde en Forandring.
Ved Gammelstrand var hendes betroede Pige, »Maren«,
kendt af alle Husets og Skolens Venner, og »gamle Sofie«,
alias Mdm. Jacobsen, der var kommet til hende som ung
Enke, var til det sidste æret og afholdt som en af Husets
uundværlige Støtter. Frk. Zahles Ordenskrav overførtes til
Behandlingen af alt, hvad der var i hendes Brug. A lle So
faer, Stole, Skamler o. 1. tildækkedes hver Aften, og skønt
hun selv i mange Aar ikke saa meget som flyttede en Stol,
rettede en Pude, end sige aftørrede et Glas, var alt sat saa
glimrende i System, at hendes Hus i et og alt, fra Køkken
til Kælder, var saa vel organiseret, at det kunde tage en
Konkurrence op med de bedst førte Hjem.
Dog ogsaa paa dette Omraade var der ligesom noget,
der gjorde den kolde P ligt varm, den døde Regel levende,
og det var dels den Skønhedssans, der ogsaa raadede her,