292 / 314
289
for at m ø d e præcis, men for, hvad der faldt langt vanske
ligere, at h o l d e op i rette Tid. Ogsaa bestræbte hun
sig i næsten rørende Grad for at blive mere hensynsfuld
over for andres Tid, saa de timelange Ventestunder, vi i
hendes yngre Dage var saa fortrolige med, efterhaanden
blev færre og færre.
Ved Siden af Frk. Zahles Ordenssans trænger sig for min
Bevidsthed Billedet af hendes mægtige Energi og utrolige
V iljestyrke frem i Forgrunden. Det er dog ikke i første
Række den Kraftudfoldelse, hun krævede af sig selv, der
imponerer; den var muligvis ikke større end hos de fleste
viljestærke Mænd og Kvinder, men det er den sjældne Gave,
hun havde til at kalde paa alle Kræfter, drage al Viljestyrke
frem hos dem, med hvem hun samarbejdede. Ikke saaledes
at forstaa, at hun som den bydende Arbejdsgiver forlangte
det mest mulige af sine Hjælpere for saa at tilegne sig selv
Æ ren og Fordelen, nej, hun virkede paa ganske anden Vis.
Hun evnede at vække hos sine Hjælpere en glødende Iver
for den Sag, hun kæmpede for, at inspirere dem til Troen
paa, at det Maal, hun havde sat sig, i hvert enkelt Tilfælde
var det ene, der burde og skulde naas, evnede at gøre dem
til sin Tankes og sit Forehavendes fortrolige i en saadan
Grad, at man saa hendes Sag som sin egen og kun begærede
at blive sat i Arbejde. Hendes Medhjælpere staar ikke mindst
i Taknemmelighedsgæld til hende for denne hendes Evne til
at vække deres slumrende Kræfter, til at tænde Lys i Viljer
og Sind, der maaske ellers vilde være forblevet lænkebundet
under et dagligt L ivs graatunge Horisont. Mangfoldige
iblandt os har hun vakt til Bevidsthed om, a t vi duede til
noget, og h v a d vi duede t i l ; mangfoldige Gange har vi
gjort den Erfaring, at de Opgaver, vi med Angst og i Tvivl
gav os i Kast med, blot fordi hun mente os i Stand til at
udføre dem, just var dem, vi havde Evne til, om end i al
Skrøbelighed, at løse; ikke faa — vel især i den ældre Gene
ration — kan vidne, at de staar i Gæld til Frk. Zahle for
N a ta lie Z a h le .
19