290 / 314
287
dels og meget mere den Pietet, hvormed alt behand
ledes. Hver T ing omtrent havde sin egen Historie. Snart
var den et Arvestykke fra Barndomshjemmet, fra Plejefor
ældre eller fra Venner, snart en Gave fra den og den; saa
repræsenterede den et Lejlighedskøb i en bestemt Anledning,
saa en Erhvervelse for en eller anden uventet Indtægt, kort
sagt, alt, smaat og stort, i Frk. Zahles Stuer havde sin H i
s t o r i e , — det var vel ogsaa derfor, der var saa ualminde
lig hyggeligt. Aldrig er en Stue blevet monteret færdig fra
et Magasin, nej, efterhaanden, i langsomt Tempo, havde
hver Genstand, hvert Stykke Bohave, hvert Billede holdt
sit Indtog i Hjemmet; derfor frededes der om det; men der
for bevaredes det ogsaa saa godt, at vi mangen Gang øn
skede, at »noget dog kunde blive slidt op eller gaa i Styk
ker«, saa der kunde blive Brug for de Gaver, som saa mange
gerne vilde glæde hende med.
Spørger man derimod, om Frk. Zahles Ordenssans hjalp
hende til et Overblik over hendes forskellige Sager, Papirer,
Bøger, Breve m. m., saa hun altid havde dem paa rede Haand,
maa man svare benægtende. Hun »havde en Plads til hver
T ing og hver T ing paa sin Plads«, men Mængden voksede
hende over H ovedet; hun kunde ikke huske, » h v a d der
laa h v o r « ; dog hvad hun paa dette Punkt ikke selv evnede,
magtede hendes uundværlige Hjælper, Hansine Gerdtzen;
hun vidste Besked, hvor Frk. Zahles egen Hukommelse svig
tede; hun kunde altid trylle det for godt gemte frem for
Dagens Lys.
Men at blive staaende ved at fremhæve Frk. Zahles Or
denssans, hvor det blot gjaldt de ydre Ting, vilde være uret
færdigt. Den udgjorde til den Grad en Del af hendes Væsen,
at den ikke fornægtede sig paa de indre Omraader. Dette
gælder maaske ikke fuldt ud, naar man tager Sigte paa hen
des almindelige Tankegang og i Forbindelse dermed hendes
Fremstillingsevne, thi der kunde være noget springende over
selve hendes Tankesæt, og naar hun talte om en mere sam