68 / 314
65
mig midt imellem to af dem. Tilærmelser paafulgte, men
jeg viste dem saa fast og ulykkelig af, at den ene til sidst
spurgte om mit Navn og mit Bestemmelsessted. Jeg nævnte
begge Dele. Saa løftede han hilsende paa Huen, forestille e
mig for de andre som en sjælden Mands Datter, og fra det
Øjeblik var jeg kun Genstand for Ærbødighed og fra den
førstnævnte Herres Side for Omhu. I Odense, hvor jeg
hørte ham nævne som en højerestaaende Officer, præsen
terede han mig for sin Hustru, en af de i Kupéen siddende
Damer, øjensynlig i Forventning om, at Damerne saa vilde
tilbyde mig Plads hos dem, men det lykkedes ikke. Deritno
var vi fra nu af kun 4 i Vognen, og med megen Omsorg fra
vedkommende Herres Side blev jeg nu bragt til Sæde1 e
ene Hjørne, hvor jeg frygter for, at jeg til sidst faldt 1 øvn,
thi da vi kom til Nyborg, glemte jeg at staa af paa rette
Sted, men kørte ind i Postgaarden, hvor min tilkommende
Herre og Husfader, Dr. Niels Holst, tog imod mig og led-
sagede mig til mit nye Hjem.
^ #
Jeg har nævnt denne Begivenhed, fordi den 1 sinTid ikke
lod mit unge Hjerte uden Oprør, en Sindsstemning, der
ikke i Tiden har bedret sig, naar jeg tænker tilbage erpaa.
Jeg fandt, at de to Damer handlede grusomt i deres Egen
kærlighed; det var ikke deres Skyld, at en ung ige 1 e
mer eller mindre blev insulteret. Den Gang hjalp mit Navn
mig, Faders dyrebare Navn.
I mine pædagogiske Timer har jeg si en m
Kraft søgt at vise, hvad Kvinde er Kvinde skyldig, se v
hun er os ganske ubekendt, og at det at være en »fin« Dame
udadtil er ganske værdiløst, naar ikke sand Kvin e lg
sand Menneskekærlighed findes indadtil.
Naar jeg nu ser tilbage paa mine Aar i y org> „
ikke med udelt Glæde og Tilfredshed for mit eget e
mende. Der var vel det, jeg gjorde ganske go t. og
vandt mig Venner blandt mine Elever, som 1V^ ^
er blevet mig trofast hengivne og senere i Kø en avn s
Natalie Zahle.