326 / 424
Paris, hvor han arbejdede under de berømte Mestre
Percier, Lebas
og
Rondelet.
Senere drog han til Italien, hvor han blev optaget i den danske Kunstner
kreds, hvis store Navne
Peder Malling
(1781—1865), Universitetets og Sorø
Akademis berømte Bygmester,
Thorvaldsen
og
Christoffer Vilhelm Eckersberg
(1783—1853) blev hans bedste Venner. Da Peder Malling vendte tilbage til
København, overtalte han Hetsch til at tage med, og i næsten 50 Aar fik nu
Hetsch sammen med den berømte
Christian Frederik Hansen
(1759—1845) og
Malling en overordentlig stor Indflydelse ikke blot paa det rent arkitekto
niske Omraade, som man endnu ser det paa Synagogen i Krystalgade og
Ansgarskirken i Bredgade, men ogsaa paa Kunstindustrien og Ornamentiken.
Udgifterne til Hetsch’s Skydehus tilvejebragtes ved Udstedning af Aktier
paa 50 og 100 Rdl., der indfriedes efter Lodtrækning i 10 Aar. Allerede Aaret
efter stod den skønne og ædle Bygning færdig og i Frontispicen læser vi
endnu Hetsch’s kraftige Kærnesprog: Den lige Vej er den bedste.
Samme Aar d. 10. December 1828 fejrede Skydeselskabet stor Kongefest
i Anledning af Prins Frederik Carl Christians Formæling med Frederik V l ’s
Datter Vilhelmine Marie. Ved denne Lejlighed udfoldedes en Pragt som
ingensinde tidligere var set, og Antallet af tilstedeværende kongelige og
fyrstelige Personer med Kongeparret i Spidsen, alle dekorerede med Sel
skabets Ærestegn, var meget anseligt. Da Aarets Fuglekonge, Bagermester
J. N. Weldingy
var forhindret ved Sygdom, holdt Byens Overpræsident,
Grev
Moltke,
Festtalen, hvorefter man afsang
Johan Ludvig Heibergs
smukke
Lykønskningssang, hvis sidste Vers var de fra
»Elverhøj«
allerede kendte
Strofer:
»Beskærm vor Konge, store Gud!
Beskærm hans Slægt!
Lad Skjoldung-Stammen høj og prud
Bestandig skyde friske Skud!
Beskærm vor Konge, store Gud!
Beskærm hans Slægt!
Med Blomster i sit Sølverhaar
Han bære, styrket Aar for Aar,
Saa let som i sin Ungdoms Vaar,
Sin Krones Vægt.«
»Elverhøj« var jo bleven opført første Gang som Festforestilling den
6. November paa Fyrsteparrets Bryllupsdag, og det blev Sæsonens Glans
stykke, der skaffede Heiberg Stillingen som »Teaterdigter« (»et Embede, der
ikke havde været og aldrig burde være ved Skuepladsen,« som
Th. Overskou
bemærker i sin Teaterhistorie IV, S. 863).
Ved Festen paa Skydebanen aabnede Kongen personlig Ballet med en
Polonæse. Prinserne dansede med Medlemmernes Damer og Medlemmerne
med Prinsesserne, men allerede Kl. 10 bød Etiketten, at Dronningen og
hendes Damer forlod Selskabet, medens de kongelige og fyrstelige Herrer
309