331 / 424
Skaal var for Kongehuset, men uden Tale. Til disse tre Skaaler var Sange.
Dronningen forærede Selskabet en sølvforgyldt Kjæde. Hun fandt Fêten
charmant og gjentog ogsaa Dagen efter, at hun aldrig vilde glemme den.«1)
Selskabets Fuglekonge havde nu to Ordenskæder, nemlig den af Andreas
Clausen i 1726 skænkede, hvortil i 1729 var bleven føjet Frederik IV’s Bryst
billede (se S. 243), og den nu af Frederik V I ’s Dronning forærede, og det
blev da herefter Skik, at den første, hvis oprindelige Sølvkæde var bleven
erstattet med et grønt sølvkantet Silkebaand, skulde bæres som Vikar-Fugle-
kongeemblem, medens den sidste blev Fuglekongens egentlige Værdigheds
tegn ved Kongefugleskydninger og andre festlige Lejligheder.
Medens Lovene af 1795 giver meget detaillerede Regler for »Fugle
skydningen« og »Fuglekongens« Pligter og Rettigheder, møder vi første
Gang i Lovene af 1821 Udtrykket »Kongefugleskydning« for at betegne, at
der skulde udpeges en ny Fuglekonge eller skydes til »Kongefuglen«. Da
imidlertid Landets Konge og mange fyrstelige Personer lige siden 1811
hvert Aar havde deltaget i denne Selskabets største Fest, og de kongelige
Herskabers Ud- og Hjemkørsel til Skydebanen paa Vesterbro foregik i en
pragtfuld Cortège, blev Kongefugleskydningen en aarlig tilbagevendende
Seværdighed, der samlede store Skarer af Tilskuere, der her fik Lejlighed
til at hylde Majestæten og give Ud tryk for deres loyale Følelser. Fra Aaret
1821 ophørte Fuglekongeprocessionerne, medens endnu i en lang Aarrække
Skydebanen vedblev at være det eneste Sted, hvor Kongen og Hoffet mødtes
i venskabeligt Samvær med det gode Borgerskab, Embedsstanden samt
Kunstens og Litteraturens Spidser.
Under Frederik V I ’s Regering var Tilgangen til Selskabet stadig stigende.
Naar Hoffet viste Broderskabet en saa aabenhjærtig Sympati, var det i hine
Enevældens Dage kun logisk og naturligt, at Ministrene og Embedsstandens
Spidser betragtede det som en Ære atvære Medlemmer af Landets fornemste
borgerlige Selskab, ligesom Aristokratiet og Adelen især de holstenske Slægter,
var talrigt repræsenteret blandt Brødrene. Selskabets Kærne bestod dog nu
som altid før af Københavns Borgere af Handels- og Haandværkerstanden,
af hvilke intet af de fremtrædende Navne ved Aarhundredets Midte savnes
i Medlemslisten. Blandt Kunstens Repræsentanter møder vi foruden den
største,
Thorvaldsen,
Arkitekterne
Christian Frederik Hansen
(1759—1845),
Christiansborgs og Raad- og Domhusets Bygmester,
Hetsch, Peter Malling
og
Koch.
Blandt Thalias Sønner ser vi
Jørgen Christian Hansen
(1812-80),
N. P. Nielsen
og
Joachim Ludvig Phister
(1807-96), og blandt Videnskabens
fremragende Repræsentanter
Anders Sandø Ørsted
(1773—1860),Veterinæren
Georg Christian With
(1796—1861) og Kirurgen
Sophus August Vilhelm Stein
(1797—1868) for blot at nævne nogle enkelte.
*) Se
E. Bodenhoffs
»Uddrag af Generalmajor Frederik Gotthold v. Mullers efterladte Papirer« under T itlen: Hofliv
under trende Konger, København 1913, S. 35.
3 1 4