349 / 424
Brødrene paa en saa smuk og træffende Maade, at vi ikke betænker os paa
at citere nogle Brudstykker:
»— Hvor ofte har vi ikke i denne Sal hørt Ord, der har styrket og for-
frisket os og givet os fornyet Lyst til vort Arbejde! Hvo r mangt et Venskab,
der har staaet sin Prøve, er ikke stiftet indenfor disse Mure! Til hvor meget
godt og smukt, der har baaret Frugt for Fædrelandet, er Spiren ikke bleven
lagt her! Og hvorledes er Kærligheden til Konge og Fædreland ikke her
bleven befæstet! Fire Konger har i Aarhundredets Løb jævnlig gæstet dette
Sted. Her er Brødre iblandt os (og jeg er en af dem), der i denne Sal fik det
første Indtryk af Frederik den Sjette og har bevaret det ligesaa friskt som
Erindringen om Christian den Ottendes aandfulde Personlighed og kongelige
Væsen, om Frederik den Syvendes sorgløse Folkelighed og Christian den
Niendes altomfattende Godhed. Det er da intet Under, at vi har ønsket at
fejre denne Dag paa den Maade, der er værdigst for Selskabet og for os alle.
Det har vi gjort ved at bespise de Fattige i Stiftelser og Asyler. Vi er glade
over at have forvaltet Selskabets Sager saaledes, at vi, uden at angribe nogen
Kapital, har kunnet berede Dem, mine Brødre, denne glædelige Overraskelse.
Vi forlanger ingen Tak derfor, men venter heller ikke nogen Bemærkning om,
at vi har overtraadt vor Kompetence. Vi beklager kun, at vor Kompetence
ikke er nær saa stor som vor Lyst til at overraske og glæde Dem.«
Taleren gav derefter en historisk Oversigt over Selskabets indre økono
miske Forhold fra 1782 og til Dato, og han sluttede med disse Ord:
»— Der falder mig et Vers paa Tungen, som jeg skrev for et halvt H u n
drede Aar siden:
Vor Glædeskalk er snart udtomt,
Og mangt et Minde vil udslettes,
Men hvad vi her har tænkt og drømt,
Det, føle vi, kan ej forgjettes;
Thi Skæbnen skiller Ven fra Ven,
Men Sjælen søge vil igen
Landflygtig til det Sted, hvor den
Sin bedste Fryd har ladt tilbage!')
Lad os da tømme en Skaal, ikke blot for Bygningen, men for hvad der
lever i Bygningen og giver den Værd og Betydning, for vort kære gamle
Selskab, der har kendt saa mange lyse Dage og endnu flere mørke, men er
gaaet sejrrig ud af dem alle. Gid det maa vedblive at sejre!«
Endnu adskillige Taler og Sange fulgte, og Formanden skænkede Brødrene
et pragtfuldt Sølvdrikkehorn.
Ved Aarsfesten den 5. Juli 1882 blev den aldrende Digter, H. P. Holst,
der efterhaanden havde erhvervet sig Titel baade af Professor og Etatsraad,
l) Det er sidste Vers af »Ved Vintertid, naar Skoven staar«.
3 3 2