36 / 111
32
at gøre: jeg konkurrerede, som det hedder i Arkitektsproget. A f
og til fik jeg en tredie Præmie, og lig e saa ofte intet. Jeg hørte
jo trods min Medlemsret ikke med i Lauget; min Uddannelse
var først polyteknisk Kandidat — Bygningsingeniør, — saa
Maler — saa tegnede jeg Møbler og dekorativ Kunst, model
lerede og glasserede Krukker og Fade, som jeg havde lært det
af Brdr. Skovgaard, Thorvald B indesbøll og W illumsen.
Resultatet a f alle disse Kunster blev, at jeg fandt Ro i Arki
tekturen; Borreby og Landsbykirkerne viste mig Vej . . . .
Nu hændte det en Dag, at en Ven og Kollega a f mig, Arkitekt
U lrik Piesner kom og bad m ig overtage en Kirke til Vodskov
ved Nørre Sundby. Det skulde være en Kirke i den gamle Stil,
havde Sagfører Olesen sagt, og han var nærmest Manden for
det hele.
Dette var med een Gang Opfyldelsen a f mit kæreste Ønske.
Kirken i Vodskov skulde efter Antallet a f Siddepladser være
større end den alm indelige Landsby Kirke, og jeg begyndte den
med stor Begejstring.
Sagfører Olesen var en meget byggeinteresseret Mand — og
jeg mærkede snart, at han egentlig helst selv havde bygget K ir
ken. Han opfattede sig baade som Bygherre og Arbejdsleder, og
en Dag rev han en Kirkegaardsport ned og byggede selv en
anden. Jeg var hidtil kommet over mange Vanskeligheder; nu
maatte jeg melde Pas, og Kirkebygningen laa stille omtrent et
halvt Aar. Ved Ministeriets og en anden Sagførers Hjælp kom
vi dog paa ret Køl igen, og i alt væsentligt blev det mit Arbejde.
Senere er det Indre bleven „forbedret“ ved nogle højst fordrings
fu lde Lysekroner.
Flere Aar efter fandt to Ministre herop ved Indvielsen af en
Sindssygeanstalt, hvortil Sagfører Olesen havde skænket Grun-