137 / 435
1 3 0
V
or Jord er, desto værre, fuld a f Prøvelse
For hver en trofast demokratisk Sjæl!
I »
P o iitiken
« stod den paa Bedrøvelse
Forgangen Dag, da Lykken var saa fæl,
A t
H
ørup
led i N æ s tv e d Overdøvelse
Og blev besejret der af Hurravræl.
— Endskjønt hans Argumenter overstraaled’
De Moderates, blev han overskraalet!
Hvor tidt fandt ikke han
o g B
e r g
en Trøst
I Vælgerfolkets frie, stærke Lunger,
Naar »ned med
E
strup
!«
klang af Hjertens L y st
F r a evropæiske og danske Tunger.
Da priste de bestandig » F o lk e t s R ø s t,
Som h ø jt og ly d e lig i L a n d e t ru n g e r!«
Om
H
ørup
den Gang skulde døet paa Baalet,
Han havde aldrig stemplet sligt som »Sk ra al et«.
Saasnart et Stykke Fortid op man ruller
A f
B
e r g s
og
H ø ru p s
Vej til Magt og Roes,
Saa ser man »Folket Skulder staa ved Skulder«
Og overdøve
B
il l e
, P
lo u g
og Goos.
I Æ r t e d a le n og paa H o ls te b ro s -
tourneen var der »kraftigt Folkebulder«,
Thi for Hr.
B
é r g
var Midlerne og Maalet
Forenet uopløselig i — S k r a a le t.
Den Gang opfyldtes deres P'ørersjæle
A f en ufattelig og navnløs Fryd
Saa tidt, som » F o lk e a a n d en s fr ie Mæle«
I Hurraraab sig skaffed Ørenlyd.
— Men, hvad i hin Tid æredes som Dyd,
Er nu en Last, der kaldes for at vræle,
OgFolketsRøst,derfordum»klang s o m S t a a le t
I H ild u rs L eg« , omdøbes nu til »Sk raa le t« .
\
' tt A-Af
”.V?i
Den Mand, som fra sin lntegadebod
Har raabt saavel med døde Torsk i Gaden
*’
Som med Opiysning og med Kamp for Maden
Saa højt, som ellers hans Organ tillod,
Har hørt, at P'olkets Røst gik ham imod,
Og tænkt saa ved sig selv: »Nu kommer RaderiT
Ti! mig og
C
h r e s t e n
B
e r g
at blive aalet;
Men saa skal Folkets Røst sgu hedde S k r a a le t« .
— Se, det var
N
emesis
,
som var paa Spil
Og lod to brave Folkevenner føle,
Hvor rart det er at lægge Taler til,
Naar Publikum var oplagt til at brøle
I Stedet for at sige, hvad det vil!
— Kan ikke det en
C
hrestens
Tro afkøle
Paa Folkets Røst, at, naar han selv skal taal’et,
Vox d e i
reduceres da til » S k ra a le t« ?
H and e l o g V a n d e l .
D r a m a tis k I n te r iø r .
(Theaterdirektørens Kabinet.
Paa Væggen Digter
Gjellerups Portræt i overnaturlig Størrelse. Møblementet
— Er det ikke min Ven, Digter G je lle r u p fra Hellerup?
D ig te re n : Sig kun »den store Digter«. Er vi
ikke to Kviste af samme R iis? Hvorfor saa ikke bruge
den fulde Titel? — Jeg bringer Dig et Sørgespil, —
storartet Digterværk! — Det handler om H e rm a n ------
D ir e k tø r e n . Liget?
D ig te re n . Han ender som Lig. Men hans Navn
er V a n d e l, og han udmærker sig ved sin Vandel, —
gribende Symbolik!
D ire k tø re n . En Herman, der udmærker sig ved
sin Vandel? — Saa er det ikke den Herman, je g
tænker paa. — Videre.
D ig te re n . Han elsker en ung Pige, som han
ikke faar.
D ire k tø re n . Ah! — Kabale und Liebe! — Hvor
nyt, hvor originalt! — Tillad, jeg kalder Dig Schiller!
D ig te re n . Men han faar en ung Pige, som han
ikke elsker.
D ire k tø re n . Hvor rystende! — Vent lidt, mens
jeg tørrer mine Øjne paa en tysk Tragedie af min
berømte Ven R o s e n b e rg .
D ig te re n : Min Helt er nemlig oprevet af for
færdelige Lidelser, — det giver jeg dig og dine Abon
nenter mit Ord paa. I faar ikke Lidelserne at se, men
naar je g forsikrer, at de er der, maa det for Pokker
være nok. Naa, — hvad gjør naturligvis en tragisk
Figur, naar han er oprevet af Lidelser?
D ire k tø re n . Han dør, — saaledes som kun min
uforlignelige M a rtin iu s kan dø, naar han i sidste Akt
knækker over i Ryggen.
, ’ ■•
D ig te re n . Vis vas! — Nej, han gaar extra! Han
forfører en Rektordatter, der slutter første Akt med et
Forsøg paa Fosterfordrivelse. — Mageløs Effekt, hva’?
'*•
,«. ,
*i'-. ' " i ;
.G;■! •
't.