138 / 435
131
D ire k tø re n . Hvor skjønt! Hvor sandt menneske
ligt! — Det vil mindst skræmme de to Trediedele af
mit Publikum langt ud i Jernbanegade. — Tillad, jeg
kalder Dig E e d v a rd !
Dig Leren . Saa forlanger naturligvis de ynkelige
Hverdagsiilistre, at ban skal gifte sig med Pigen.
D ir e k tø r e n . Ja, hvad Andet?
D ig te re n : Er det ikke oprørende?
D ir e k tø r e n . Naa, det er oprørende? — Ja,
rigtig! — Uha, hvor det er oprørende.
D ig te re n . Herman kæmper imod i en Række stolte
Repliker, saa skjønne som om de var skrevne lige ud
af en Bog. En tragisk Figur kan da ikke tale som et
almindeligt Menneske, selv om han er Adjunkt i Jyl
land. — Vel? — Nu skal du svare nej.
D ir e k tø r e n . Nej, det forstaar sig. Han kæmper
altsaa imod, bryder med Samfundet og dør af oprevne
Lidelser.
D ig te re n . Vaas. Han gifter sig med Pigen, fordi
han elsker en Anden. Og det er den Anden, der beder
ham om det.
D ir e k tø r e n . Ja, men hvorfor gjør den Anden
egentlig det?
D ig te re n . En stor Digter spørger mah ikke
»hvorfor«. Hun g jø r det, — og dermed Basta. Saa
holder Herman Bryllup.
D ir e k tø r e n . Saaledes skildrer man en fast
Karakter! — Naa, og saa viser det sig, at den forførte
unge Dame er bleven »mandig« og »frigjort« af sit
Fejltrin.
D ig te re n . Aldeles ikke; — men Du skal for Resten
have Tak for det Vink, jeg skal benytte det i mit næste
originale Digterværk. Nej, m in Helt klarer sig paa en
anderledes aandrig Maade. Han er nemlig et Over
menneske.
D ir e k tø r e n . Et Overmenneske? — Vidunderligt
Indfald! — det har jeg aldrig hørt før
Tillad, jeg
kalder Dig G eorg!
D ig te re n . Vi Overmennesker skriver vore egne
Morallove. Ergo behøver Herman kun at sige et Par
hundrede aandrige Repliker, — saaledes som kun je g
kan skrive dem, — blæse Kone og Maaske-Barn et
Stykke, — og saa ta’e Livet af sig. Et Overmenneske,
der har Mod til at leve Livet, lager altid Livet af sig.
D ir e k tø r e n : Uforligneligt! — Saa befriende og
ukjendte Ideer kan kun opstaa i d in store Hjærne. —
Tillad, jeg kalder Dig Ib sen !
D ig te re n . Som Biiigurer har jeg en Højre-Profes
sor, der er Udhaler, en Præst, der er Hykler, og en
Ræsonnør, der er Skeptiker og aandrig. Lutter nye,
originale Typer, som Du ser. Vor Literatur har længe
trængt til en Satire paa Ravnekrogsforholdene i Pro
vinsen, — denne Trang vil je g nu stille
D ire k tø re n . Geniale Mand! Tillad, jeg kalder
Dig E sm a u n !
D ig te re n . Der har Du mit Sørgespil. Mit Honorar
er beskedent, — kun en klækkelig Pension for Livstid.
Jeg vil da haabe, at mit udødelige Arbejde ikke strider
mod dine literære Anskuelser?
D ire k tø r en. Mine literære Anskuelser er, at alle
literære Anskuelser maa respekteres som literære An
skuelser. Saaledes kæmper mah for en Ide! — Men
undskyld, . . . . hin! . . . . en literær Direktør har jo
visse Forpligtelser,.. .mener Du, at Dit Stykke vil trække?
D ig te re n . Aldrig i Livet! — Ikke en Gang Fri-
gængerne.
D ire k tø re n . Altsaa Haab om Underballance, —
ligesom det rigtige »Kongelige«?
Tak, store Mand,
— tusirid Tak for din Vandel!
(Direktøren besvimer over Manuskriptet af Glæde.
Digteren ser paa sit Portræt og besvimer at Beundring).
— . Tæppet falder. . —
„Sku e sp ille rn e t a le !“
M otto: »Wenn ein Schauspieler vom Ar
beiten und Studium spricht, ist es mir ganz, als
wenn die Freimaurer vom Maaren sprechen«.
Goethe.
>Herre! hvad skal Enden blive?«
Ja, hvem siger os Besked? —
Skuespillerne, de skrive
Spalte op og Spalte ned.
I Hveranden en Forfatter
Med Forbavselse man ser;
Ej med Pen og Blæk de klatter,
Men det skorter paa Ideer.
Fordum var man mere kræsen
Og vel ogsaa mere stolt;
Alt det Skuespillervæsen
Tre Skridt blev fra Livet holdt.
Man kun saa dem i Theatret,
Skrev dem siden sin Attest;
Nu er Alting omkalfatret —
De er paa den høje Hest!
Det er dem, der kritisere
Deres sølle Publikum,
Nøjes ej med at agere
Og for Resten være stum.
Deres klassiske Profiler,
Deres aandrige
>En fa c e
«
Til Beundrerskaren smiler
Fra hvert andet Vinduesglas.
Skrive Stykker selv de holder
Meget af, hvad tidt man ser,
Lave der sig Farceroller
Selv paa Regisseurmaner.
Senere Kritiken skrives
Af en trofast Ven pompøst;
Men, om Kunsten derved trives,
Turde være dubiøst.
I
>Avisen
« de for Tiden
Strunk og stolt marcherer op;
For Stipendier i Striden
Drage de i samlet Trop.
De vil ud paa Studierejser,
Det vil gavne, har de ment,
Skjønt en Del af de Stabejser
Daarlig nok kan tale rent.
Dristig man sig anbefaler
Som jevnbyrdig Ligemand
Med hver Billedhugger, Maler
Eller Digter — det gaar an!
Naar vi blander os i Fejden,
Er det ikkun med et Smil —
»Nur die Lumpe sind bescheiden!«
Lær dog først den danske Stil!
Naar man læser deres Fraser,
Faar man først det rette Blik —
Lutter Fraser! Lutter Laser!
Ufordøjet Æsthetik!
En vil ud for »at studere«,
Dyrke Muserne paa Kraft —
N eum a n n vil nu rekreere
Sig for Slidet, han har havt!
Ove Rode, gode Ho’ede,
Vel til Mode er parat
Til at gjøre sig til Gode
Som de Herrers Mæcenat.
Forhen som en »Kunstens« Ynder
Var han dem just ikke god —
Som en Synder han begynder
Nu nok her at gjøre Bod!